77 / 179
Hellig-Hansen og hans huse
og svindler, men slutter med de afgørende ord »Mandens rus var
vor«.
Herman Bangs flugt fortsatte, og til sidst havnede han i Prag, hvor
han skrev »Stuk«. I den bog stykkede han sit eget jeg ud på en snes per
soner, hvoraf tre var nærmest: det tremandskonsortium, han i bogen
gjorde til direktion for Victoriateatret. Alle samtidens københavner
læsere vidste, at Victoriateatret var Dagmar, og at de tre, der i bogens
første del sidder i tårn-restaurationslokalet på 1. sal i Victoria, kik
kende ud over det livlige Halmtorv, var Hellig-Hansen, Herman Bang
og Ernst Bojesen, kaldet Mårtens, Herluf Berg og Adolf jr .22 Af disse
tre er det Mårtens, der har vores interesse.
Mårtens er kun brugt grundigt i begyndelsen af bogen, for derefter
at blive »tyndt« vedligeholdt, indtil han i slutningen af bogen i politi
retten eksploderer i et forbitret opgør med sine tidligere forbundsfæl
ler. Figuren introducerer begrebet stuk i bogen, ikke som et fagud
tryk, men som symbol på en skrøbelig ydre skal om et hult indre. Her
kunne træk fra Hellig-Hansen bruges. Hvor finder vi da Hellig-Han
sen i skildringen af Mårtens?
Man møder altid Bangs romanpersoner i scener - således også her.
Den scene, der i bogens 1987 udgave begynder s. 32, viser os Herluf
Berg og Mårtens i det halvfærdige Victoriateaters stilladser:
»Bygmester Mårtens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af
sine Herligheder og
fand t saa ikke Ordene
og stod blot og førte højre
Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk
og Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid
straalede som et
Barns
over hans egne Undere«.
I denne allerførste præsentation får vi bekræftet tidligere Bang-
udtalelser om Hellig-Hansens manglende evne til at sige noget i sam
menhæng, samt hans kones ord om hans kærlighed til »alt hvad der
var pænt og smukt«, flere steder bekræftet af Camilla. Mårtens’ umid
delbare glæde kan erindre om, at Bang i et brev - som altid - har be
nægtet ethvert modelforhold vedr. Hellig-Hansen/Martens, dog min
dre overbevisende end ellers, men med fremhævelse af, at det jo var
barnet, han ville skildre, fordi fiktionen havde brug for det. Dette
træk afviger imidlertid fra hans ikke-fiktive portrætter af Hellig-Han
sen, men behøver ikke derfor at være forkert.
»- Ja, ja - sagde han saa. Det er
Interessen.
Og han gik videre og
75