HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Paul Nørreslet

Efter en vis bitterhed lige efter den sidste bét, låneafslaget i forbin

delse med cirkusbyggeriet, forsonede han og familien sig hurtigt med

skæbnen. De blev i den store lejlighed i N. Farimagsgade i endnu fem

år, det sidste barn fødtes i 1889, og den samlede familie lod sig

fotografere mellem søjler og palmer. De store børn droppede visse

drømme, men kom alle - minus en handicappet pige - godt i vej og

bidrog til familiens underhold.

Alt var ganske godt og normalt. I 1890 flyttede familien til Rath-

sacksvej 3 ved GI. Kongevej, stueetagen, med veranda ud til en lille

have, hvoraf de forsømte rester endnu eksisterer. Derefter flyttede de

med færre og færre års mellemrum fra bolig til bolig med lidt dalende

socialt niveau og havnede i et af de på Vesterbro »opklaskede« bolig

huse, Flensborggade 22, hvor familien blev boende i 68 år. Lejlighe

den var ikke dårlig, men lidt trang til de på det tidspunkt seks halv

voksne og voksne, så efter to år, 1905, sendtes den stumme, men ellers

sunde og raske husfader til Almindelig Hospital i Nørre Allé. »Hvorfor

skal bedstefar ikke bo hjemme mér«, spurgte et barnebarn sin mor.

»De kan ikke ha’ ham«. - Lidt robust, men ærligt. Måske har han end

da selv helst villet det sådan, for Ane Sophies regimente var blevet

skrapt. I stedet spadserede den gamle gågænger hver eftermiddag fra

Nørre Allé til Flensborggade og drak sin kaffe til et stykke fladbrød,

indtil replikken »Nu skal du vist hjem, Får« lød; så traskede han til

bage - lidt duknakket og undskyldende måske, men ikke trist. Ikke

nogen »tragisk figur«.

Senere liv og eftermæ le

Fra 1885 blev Hellig-Hansen glemt, bortset fra Herman Bangs anven

delse af ham som model i »Stuk« og senere lejlighedsvise omtaler i

erindringsjournalistikken.

Muusmann udmalede i Firsernes glade København (1920) let skade

fro, hvordan Hellig-Hansen efter sit fald rendte restauratører og byg

herrer på dørene med fantasiprojekter. Socialdemokraten anlagde i

sin omtale af National Scalas forsvinden 1958 en social synsvinkel og

skildrede, hvordan Hansen som »lem« på Almindeligheden på dennes

»udgangsdage«, hvor det var tilladt at betle, fik en krone ved Natio

nals bagindgang, eller blev bortvist.