71 / 179
Hellig-Hansen og hans huse
som Forpagter af hele Etablissementet, navnlig naar denne Fornøjelse
af ham skulde betales med 12.000 Kr. maanedlig. - Otte Dage før Ge
neralforsamlingen var Forpagtningskontrakten brudt, idag er den
hævet«. Han henviser desuden hoverende til tinglæsningslistens oplys
ning om en fogedforretning i Hansens varelager, men afvises i et
senere indlæg med, at det ikke var i National, men i Dagmar! - For os
vejer det jo lige tungt.
Noget tyder på, at Hansens engagement i National sluttede denne
februar 1884 - men vistnok stadig, uden at offentligheden fik klar
besked. Offentligheden synes ligesom at have fortrængt, at dens helt
måske lige så stille var ved at blive sendt tilbage til mørket, og likvida
torerne har ikke haft lyst til at udbasunere det. Når Punch langsomt og
nølende gjorde sig det bevidst, skyldes det, at der under optakten til
sommer-folketingsvalget 1884 blev hvirvlet så meget skidt op omkring
Giødesen - der prøvede at fortrænge den siddende højre-folketings
mand i hans kreds - med påpegning af hans lyssky manipulationer i
Nationalaktieselskabet,18 at det efterhånden var vanskeligt at lade som
ingenting - på trods af det forvirrende, at Hansen tilsyneladende sta
dig ledede Dagmar og jo med friske kræfter var gået i gang med at
bygge cirkus! Ja , et lignende skyggespil opførtes måske også en rum tid
på National, hvor det dog ved det følgende års generalforsamling ved
rørende visse enkeltheder hed, at »Butikkerne havde været udleiede
paa fordelagtigt Vilkaar, undtagen den af Direkteur Hansen tidligere
benyttede, der i nogle Maaneder har staaet ledig«, samt at »mht.
Kaféen havde Hansens Kautionist [Landmandsbanken?] Driften ind
til 1. Oktober. I Mellemtiden søgte Bestyrelsen en Forpagter«. Endelig
meddeles det, at bestyrelsen afgår efter eget ønske på grund af dårlige
tider og dårligt resultat. - Til sidst altså sandhedens time.
Hellig-Hansen blev altså sendt tilbage til mørket - der jo dog ikke har
været mere mørkt end de fleste mennesker liv. Søgelyset rettedes gan
ske vist kort imod ham igen to år efter, da Herman Bang fremviste ham
livagtigt i »Stuk« (oktober 1887). Enkelte anmeldere berørte det lidt
irriterede; hvad læserne har sagt, ved vi ikke. Så var det igen slut. Der
på har han arbejdet som så mange andre snedkere, for andre, og ernæ
ret sin familie på almindelig vis i 18 år, nemlig til et lettere slagtilfælde
i 1903 berøvede ham mælet og derved gjorde ham uarbejdsdygtig.
69