356 / 795
342
Victor Hermansen
K l e m e n s k e r - S t e n e n Nr . 1 (Nr. 399) „nok
en sammesteds tagen af Lundhøy“.
Ø s t e r L a r s k e r - S t e n e n Nr . 1 (Nr. 397) „i
St. Laurs Kirke ved Vaabenhuset en Sten“.
Ø s t e r M a r i e - S t e n e n Nr . 1 (Nr. 390) „i Mar-
kier Sogn ved en Bæk ved Guldenesgaarden en
Sten“.
Eet var imidlertid at udsende en saadan Ønskeseddel,
noget andet, hvormange af Ønskerne der blev opfyldt. Og
det er jo tilstrækkelig bekendt, at Flertallet af de indkræ
vede Sten fik Lov til at blive staaende ude i Landet.
Kongebrevets vage Udtryk og Besværlighederne ved T rans
porten har sikkert tjent de fleste af Lensmændene som
gode Undskyldninger, og da Ole Worm kort efter døde,
i 1654, gik Afleveringen helt i Staa.
Nogle Runesten var dog blevet indsendt, men Eftertiden
har kun Grund til at være taknemmelig over, at deres
Tal ikke var særlig stort. I Stedet for at blive sikrede mod
Ødelæggelse blev de netop her udsat for Tilintetgørelsen,
og vi faar derved det mærkelige Forhold, at de forsøm
melige Lensmænd i Virkeligheden blev Mindesmærkernes
Bevarere. Worm har selv ikke efterladt sig nogen F o r
tegnelse over de indkomne Sten, men ved at sammenligne
hans Liste med de endnu eksisterende Monumenter skul
de man gennem et simpelt Regnestykke nok kunne ud
finde dem. Man kan imidlertid ogsaa gaa en anden Vej.
I Brevet blev det paalagt Lensmændene, at de skulde for
lange Bevis for de afleverede Sten, og man maatte derfor
formode, selvom det ikke direkte siges, at disse skriftlige
Tilstaaelser har skullet tjene som en regnskabsmæssig
Dokumentation. Det vilde derfor ikke være usandsynligt,
at man kunde finde Kvitteringerne som Bilag ved Lens
regnskaberne, og maaske kunde man endda sammesteds
faa yderligere Oplysninger om Indsendelsen. En Gennem