524 / 795
51 0
Lorentz Bie
pen en Bagatel for lang, blev en lille Plade skaaret af, og af
disse P lader laa en Del blandt Affaldet paa Gulvet.
Drengene fik nu Paalæg om at eftersøge saadanne, og for
hver enkelt — som helst ikke maatte have sorte Pletter —
betalte Holmblad én Øre — hvorpaa han tilintetgjorde dem.
Hans pædagogiske Trang havde opnaaet sin Hensigt, og
Drengene havde gjort Arbejde for Pengene.
Som et smukt T ræk maa omtales, at fra den Dag, Ægte
parret tog Huset i Besiddelse, fik Hustruens to ugifte Søstre
deres Ophold i Hjemmet — det blev ikke til Smaating, den
ene blev 92, den anden 84 Aar.
Ligesom Holmblad aldrig traadte offentlig frem eller be
klædte noget Tillidshverv, hverken var betitlet eller dekore
ret, var Levemaaden spartansk og Selskabeligheden ringe.
Der holdtes 2 Piger, og da Køretøj anskaffedes, en Kusk,
for hvem der var god Brug overalt. Det m aa huskes, at man
var »paa Landet«, Vejen til Byen syntes længere end nu, og
da Husets Herre var smaat gaaende, kom Køretøjet som en
n atu rlig Følge, vistnok omkring 1870. Det blev T rad ition
at køre med en Skimmel og en Fuks — n aa r en af dem
døde, blev en lignende anskaffet. Vognene, en Landauer, en
Karet og en lvavallervogn var naturligvis oprindelig mo
derne, men blev ikke fornyede i Holmblads Tid. Da alle fo r
længst kørte paa Gummihjul, kendte m an p aa Østerbro paa
lang A fstand de Holmbladske Køretøjer p aa en Skram len
fra de bredfælgede Jernringe. Dette varede dog kun til hans
Død, saa kom der nye Vogne og hvide Heste som Forspand.
Østerbro var ikke saa befolket, alle kendte alle, og n a a r den
kendte Vogn med Holmblad og Damerne med de vajende
Knækparasoller rum lede henover Gadens toppede Brosten,
hed det: »Der er Holmblad og hans tre Koner«.
To Gange daglig rullede Kareten af Sted ad Farimags-
vejen til og fra Guldhuset fo r at bringe og hente Chefen.
Naar den svingede ind ad den snævre Port i Sølvgade, var