556 / 795
54 2
Hans Knudsen
vil snart opdage, at det er et Værk af ren Forfængelighed
og Egenkærlighed, retfærdiggjort alene, hvis det kan re t
færdiggøres, ved Nødvendigheden af at modarbejde andres
Bestræbelser, endog efter m in F rikendelse ved Verdens fø r
ste Domstol, for at overlevere m in Karakter til E fterverde
nen med Vanære. Jeg er ked af, at jeg ikke rned passende
Anstændighed kan bede Dem om at gifte Dem, saa at min
Bog kunde have en Chance for at blive Arvegods til E fte r
kommere af Deres Blod. Ganske vist vil i hvert Tilfælde en
eller anden blive E jer af den, men han vil ikke være en
Hanson, og det er kun til en af denne sjældne Æt, at jeg
ønsker at betro dette V idnesbyrd om m in K arakter«.
Ogsaa denne Gang hilser h an fra sin F ru e og meddeler,
at hun stæ rk t h a r tilskyndet, ja ligefrem fø rst foreslaaet
ham at sende det om talte Eksemplar af Bogen: Governor
W arren H asting’s Trial, som senere fandtes i Levett H an
sons Bogsam ling i København.
W a rren Hastings lover endvidere at b ringe sin Ven Sir
Charles det Budskab, Levett Hanson havde givet ham.
»Skønt jeg elsker ham og hans elskværdige F rue mere end
næsten alle Guds and re Skabninger, saa er der dog gaaet
Uger — jeg fryg te r'M aan ed e r — siden jeg sidst skrev til
dem«.
Den nævnte Sir Charles var en Søn af F ru Hastings i
hendes første Ægteskab med Baron Imhof og var ogsaa
Ridder af St. Joachimsordenen. Da W arren Hastings i 1769
drog ud p aa sin anden Rejse til Indien, var Baron og Ba
ronesse Im ho f med samm e Skib; Baronen var Officer fra
en tysk Smaastat og søgte Tjeneste i Indien, men forlod Ko
nen der, hvorpaa Hastings ægtede hende i 1777. Da hun
saaledes havde fo rlad t Tyskland, inden Levett Hanson
kom dertil, er det ikke sandsynligt, at deres Bekendtskab
skriver sig fra dette Land.
E t andet Medlem a f Ordenen, som om tales i disse Breve,
var V iceadm iral Philip d ’Auvergne, H ertug a f Bouillon, der