11 / 121
FRA GRØNNEGADE-
OG GAMMELMØNT-KVARTERET
MINDER
H
v o r
kan det egentlig være, at naar et Menneske
taler et mindre godt Sprog, bliver der uvægerlig
sagt, at vedkommende taler det reneste „Grønnegade-
dansk“. Taler man da virkelig daarligere Dansk i
Grønnegade end i nogen af Byens andre Gader, siden
denne stakkels Gade har faaet dette Prædikat heftet paa
sig? Eller betragter man Beboerne af denne Gade som
værende af en mindre fin Støbning end dem fra de
andre Gader og Stræder? Jeg mener Nej, og der havde
vel for den Sags Skyld været mere Mening i at tale
om Brøndstrædedansk, thi det Sprog, der i sin Tid taltes
i de nu forsvundne Store og Lille Brøndstræde, var
sandelig ikke for udsøgt eller for fint, men nu er det
altsaa kommet til at gaa ud over den uskyldige Grønne
gade, saa meget mærkeligere, som det var i Lille Grønne
gade (nuv. Ny Adelgade), at den danske Skueplads’ Vugge,
Forløberen for Nationalteatret, stod. Forøvrigt har Grønne
gade fostret og huset ikke saa faa af Danmarks mest
kendte Kvinder og Mænd, om hvilke man vel neppe
med Rette vil kunne paastaa, at de har talt daarligt
Dansk. I første Række kommer saaledes Bertel Thor-
valdsen, som har henlevet sin første Barndom i det nu
nedrevne Nr. 7. Dernæst kommer Portrætmaleren, Pro
fessor Chr. Jensen, Oboisten Christian Schiemann, Na
tionalbankdirektør Marcus Rubin. Komponisten Charles
1