17 / 121
7
Glans over sig, men Thorvaldsens Liv var jo ogsaa selve
Æventyret, thi det var Æventyret om den ludfattige Bil
ledskærersøn, der drog ud til de fremmede Lande, hvor
han vandt „Prinsessen og det halve Kongerige'1 og kom
hjem som den verdensberømte Billedhugger, bedækket
med Hæder og Ære. Man gik frem og tilbage, forbi
hans Fødested, saa derop og nævnede „Thorvaldsen"
med en ejendommelig, ærbødig Klang. Gaden var ikke
til at kende igen med alle de mange straalende Kærter,
men særlig pragtfuld var dog Illuminationen i Nr. 21,
thi her boede Lysestøber og forhenværende Løjtnant i
Brandkoret Knudsen, saa Illuminationen reklamerede jo
ogsaa for Firmaet. Havde der været mange Mennesker
om Dagen, saa var der hen paa Aftenen en næsten
livsfarlig Trængsel, thi Folk strømmede stadig til for at
se paa Illuminationen, og man stod næsten fast sammen
presset fra Gammelmønt til Peder Madsensgang. Plud
selig kommer der imidlertid Liv i Menneskemassen, thi
en Flok Gadedrenge kommer stormende om Hjørnet fra
Gammelmønt og drejer ned ad Grønnegade, hvor Folk
stod som Sild i en Tønde, og de giver sig i ungdomme
lig Kaadhed til at istemme den gamle Opsang:
Tingelingelingelinge Hop, Hop, Hop,
Falder vi paa R . . . saa rejser vi os op.
Samtidig hoppede Gadedrengene, medens de gav sig
til at presse paa Menneskesværmen, og enten denne
saa peb eller skreg, maatte den pænt „tingelingehoppe“
hele Grønnegade igennem, indtil den kunde slippe ud
ved Ny Adelgade. Det var et aldeles uimodstaaaligt
komisk Syn, som endnu lyslevende staar for Erindrin
gen af dem, der overværede det, deriblandt nærværende
Forfatter, som da var lille Dreng.
50 Aar efter denne Begivenhed gik Forfatteren den
19 November 1920 gennem Grønnegade, og han glæ
dede sig paa Forhaand til atter at skulle se den gamle
Gade flag- og guirlandesmykket, men hvor blev han dog