22 / 121
12
virke dels rørende, dels betagende. Alle Dragter klædte
hende, Marianes tarvelige Bomuldskjole i „Capriciosa“
og „Sidse Madsens" lidt raffinerede Tjenestepigedragt i
„Lucifers Minister"*); det eneste, der ikke klædte
hende, var at spille Prinsesse, thi det passede hun ab
solut ikke til. —
Ved Siden af denne Ejendom, i Nr. 26, boede To
baksfabrikør Radekop, hvis Udsalg i mange Aar laa i
Antonistræde Nr. 18, og af hvad Natur hans „Havan-
nesere" har været, sés bedst af det endnu brugte Ud
tryk „Radekop" som Kendetegn paa en daarlig Cigar
(Jfr. Erik Bøgh „Søren Pipperups første Kærlighed",
hvori Søren Pipperup synger: „Aa jæ fek tændt en
Radekop").
Hvad der ellers var det mest dominerende i Grønne
gade blandt alle Gadens Handlende var „Hosekræmmerne",
hvilket Ord nu næsten er forsvundet i det danske Sprog,
thi nu er det blevet forfinet til „Herreekviperingshand
ler". For ca. 60 Aar siden talte Grønnegade ikke færre
end omkring 30 Hosekræmmere, som udenfor deres
Kælder- eller Stuebutikker havde anbragt lange horizon-
talt hængende Træstænger, paa hvilke der var anbragt
et Utal af Benklæder, Jakker, Undertøj og Strømper
samt de da meget brugte strikkede Seler. I 1839 skri
ver Jacob Behrend i sin „Kjøbenhavns satirisk-komiske
Vejviser eller den skjælmske Ledsager i Danmarks Ho
vedstad" følgende om Grønnegade: „Om man var saa
nøgen som selve Adam og Eva før Syndefaldet, kan
man dog i Store Grønnegade hos de derboende Hose
kræmmere blive billigt paaklædt fra Top til Taa med
Undtagelse af Støvler*4, thi denne sidste Beklædnings
genstand kunde man købe i Christen Bernikovstræde,
som var Skomagernes Eldorado, ligesom Antonistræde
var Børstenbindernes. Det var dog ikke fine eller dyre
Sager, som Hosekræmmerne forhandlede, men den store
*) „Lucifers Minister", Folkekomedie af Poul Marcussen, op
ført 1ste Gang paa „Casino" 24 Oktbr. 1874.