26 / 121
16
thi det skulde og maatte jo saa være, mente man da.
Verden kunde umulig staa, og Forretningerne umulig
trives, hvis der skulde lukkes tidligere om Hverdagen
og fuldstændig om Søndagen. Verden kom dog allige
vel til at blive staaende, da Lukkebestemmelserne i en
senere Tid blev indført. — En ærværdig Skikkelse med
et langt hvidt Skæg, man ret hyppigt saa paa Gaden,
var „Fløjtekarl“, hvis egentlige Navn var Carl Katten-
tid, og som boede i Landemærket. Han havde oprinde
lig været Gaardmusikant og havde trakteret Fløjte med
stor Virtuositet. Nu var han blevet gammel og kunde
ikke fløjte mere, hvorfor han nu stavrede rundt i Kvar
teret, støttet til 2 store Stokke, hvis nederste Stykker
var stukket ned i tvende af hans gamle Fløjter. Han
døde i en Alder af 92 Aar i 1887. En anden Gaard
musikant var Madam Schneider, der gik rundt og slog
Harpens Strænge, fremdeles den blinde Bondemand, der
gned den skrattende Fiol, medens han med pibende Røst
kvad om sin ulykkelige Skæbne. Sidst, men ikke mindst,
var der alle Børns Fryd: Lirekassemanden med de dan
sende Dukker, hvoraf en af Dukkerne paa en udstrakt
Arm modtog de Enesteskillinger, der var Børnenes Tri
but til Liremanden. Saasnart Skillingen laa i en Skaal
paa Dukkens Arm, drejedes denne om, og Mønten faldt
i Pengekassen nedenunder. De ovenfor omtalte Sælge-
koner forhandlede ogsaa den af Børn den Gang yndede
Delikatesse: Johannesbrød, som Nutidens Børn neppe
kender. For et Par Aar siden gensaa jeg min Barn
doms Delikatesse, Johannesbrødet, og glædestraalende
bed jeg i det, men — blev skuffet. Nu fandt jeg, at
det smagte frygteligt, men min Smag var maaske blevet
en anden i Aarenes Løb.
Grønnegade havde baade sin Bager og sin Konditor.
Bageren, der boede i Nr. 13, hed Oldenstedt, og hos
ham var der hverken Marmordisk med Messingopsats til
Brødet, elektrisk Kasseapparat til Pengene eller Opslag
om, at „Publikum bedes ikke berøre det udstillede Brød“.
Der var en ganske almindelig hvidskuret Disk, i hvis