116 / 275
1 1 1
hele i Jorden nedgravede Bjælkestillads, ved hvilket den
var bunden fast, blev oprevet, og Roat styrtede ned fra
en Højde af omtrent 25 Alen. En almindelig Rædsel
betog de Tilstedeværende, Alle strømmede til, og kun
med Møje og ved tilkaldt Hjælp af Politi og Soldater
lykkedes det at bringe ham ind i Kasernen, hvor Etats-
raad Fenger og flere andre Læger undersøgte ham. Hans
venstre Arm var brækket paa tre Steder, Rygraden
aldeles forslaaet, og Blodet strømmede ud af hans Øren.
Ha han var kommen til sig selv, raabte han flere
Gange: »Ich sterbe, ich sterbe!« han beklagede sine
Børn og sin utrøstelige Hustru, der med Magt maatte
føres ud af Yærelset, hvor han laa. Efter at være
bleven aareladt og forbunden, blev han ført ud til Fre
deriks Hospital, hvor han døde ved Midnatstid. Lør
dagen den 16. Juni Kl. 11 blev han jordfæstet fra Hospi
talet, fulgt af sine tidligere Kunstfæller fra Morskabs-
theatret til Graven paa den katholske Kirkegaard, hvor
Præsten ved det østerrigske Gesandtskab og ved den
katholske Menighed i Kjøbenhavn Aloys Zimmermann
efter Jordpaakastelsen holdt følgende Tale over ham1):
Og saaledes sænkes da i Jordens Skjød, hvad Jorden
har af Mennesket at fordre — de forkrænkelige Levninger
af vor Broder, der af en sælsom, hidtil fast uhørt Tilskik
kelse blev slængt i Dødens kolde Arme. Født i en Ende
af Europa, maatte i en anden, i hans fulde Manddomskraft,
hans Øie briste, hans Støv hensmuldre udi sorten Muld!
— »Hertil og ikke længere« — saaledes havde Herren
det besluttet, ligesom han foreskrevet har en Grændse for
b Aarhus Stiftstid. 1827 Nr. 89, jvfr. Nr. 8 1, Politivennen 1827
Nr. 603.