119 / 275
114
Hver man hører, hver man seer
Taler kuns om Dandsen,
Og om Roat som faldt ned,
Skjønt han holdt Balancen.
Mærk det vel at Touget brast,
Han blev stædt i Nøden,
Ja paa Jorden i en Hast
Fandt den Arme Døden.
Skjønt man saae med Livet han
Bragt til Hospitalet,
Bi han Døden undgaae kan,
Alt for høit var Faldet.
Han den første vistnok er,
Der har sligt proberet;
Sikkert han den sidste blier,
Som der bliver givet
Lov at dandse i Luften meer
For at balancere,
Hver som blot det engang seer
Kommer der ei mere.
Ei hans Mage kjendte vi
Da han Linien rørte,
Modig, munter, stolt og fri
Han sin Kunst udførte.
Stolt han stod ved Taarnets Spiir,
Hører Mængden qvæde,
Ei lian ante at det blier
Hans den sidste Grlæde.
Lad os takke Grodheds Grud,
Hver med smide Lemmer.
Lad os prise høit hans Bud,
Han os aldrig glemmer.