269 / 275
237
omsider fra den stilnede Sø saae sit Billed gjenspejlet som
den skjønne Svane.
Den Billedstøtte, som vi nu skulle afsløre, vil gjen-
nern lange Tider modtage Hilsen og Tak fra Tusinder.
Digterens Landsmænd, hvem lian har skjænket Andet og
Mere, end de Fremmede kunne tilegne sig, ville vedblive
at elske Digteren og her med Stolthed mindes, at han
var Danmarks Søn og spredte Giands over sit Fædrelands
Navn.
Fra fjerne Lande vil der blive valfartet til dette
Sted med Taknemmelighed og Beundring.
Tanken om
dette Mindesmærkes Rejsning kom frem, medens Digteren
endnu levede, og det blev den sidste, den største Hæ lers-
bevisning, som han modtog af sit Folk; ogsaa den voldte
ham, som Alt af den Natur, paa een Gang Glæde og
Lidelse.
Nu er det ikke til den Levendes Hæder, men
til kjærligt Minde om den Døde, at vi indvie den Billed
støtte, fra hvilken nu Sløret falde!
Idet Sløret faldt, rejste Kongefamilien og Tilskuerne
sig, medens Musiken spillede en Koral; Taleren fortsatte
derpaa saaledes:
Paa denne skjønne P let, til hvilken Erindringer om
den største og højst elskede af Danmarks henfarne Konger
knytte sig, under Skyggen af disse hundredaarige Linde,
hvorhen vor travle Stads Beboere ty for at drage Aande
— h e r har dette Mindesmærke sin rette Plads. Paa
dette fredlyste Sted, hvorhen Livets og Døgnets Larm kun
naaer som et fjernt Havs Brusen, vil Hans Christian An
dersens Billedstøtte trygt kunne afvente Tidernes Dom og
de kommende Slægters Yidnesbyrd. Med os ville de ved-
kjende sig Taknemmelighedens Gjæld imod den navnkun
dige Digter og ved Skuet af hans Træk mindes de ufor
gængelige Gaver, som hans Genius har skjænket Menneske
slægten, dens Barndom og dens modne Alder, over hele
den vide Yerden!