265 / 275
234
egen ejendommelige Naturs uimodstaaelige Bud, han er en
vild Bose, en Markens Blomst, frisk og duftende, uberørt
af Systemernes Drivhus. Hvad han var, og hvad han blev,
har han selv med uovertrufne Farver skildret for os i
»Mit Livs Eventyr«, der paa een Dang er det fyldigste
Billede af hans sælsomme Forfatter-Personlighed og hans
mærkeligste Digt.
Den underlige Dreng med den over
strømmende, sygelige Fantasi, som hele Livet igjennem
behersker og gjennemtrænger alle hans andre aandelige
Evner.
Den besynderlige Blanding af fuldstændigt Ube-
kjendtskab med den virkelige Verden og en til det Yderste
skærpet Iagttagelsesevne.
Han drages uimodstaaelig hen
af alt Idealt, af Kunsten, Poesien, fremfor Alt af Theatret.
Han omtumles af højtflyvende Tanker, der staa i den
grelleste Modsætning til hans ydre Livs mere end tarve
lige Ivaar.
Saa vandrer han, en Digtekunstens Bichard
Whittington, fattig paa jordisk Gods, men med Tro paa
Gud og Overtro paa sig selv, bort fra sin Fødeby, allerede
drømmende om den Hæder, den engang skal vise ham.
En Septemberaften — vi fejrede for et Decennium siden
denne store Mærkedag i hans Liv — staaer han saa paa
Frederiksberg Bakke og seer udbredt for sin Fod den store
og for ham saa vildsomme Stad, hvor hans Livs Digt
skulde udfolde sig.
Han banker paa mange Døre, finder
ogsaa aabne Hjerter og Hænder, men han er dog maaske
mere Gjenstand for Medlidenhed end for Interesse, indtil
han i Jonas Collin, denne praktiske Mand med den humane
Aand, finder sin Støtte og Vejleder for hele Livet, sin
virkelige Fader.
Saa følger den forpinte Skolegang, den
kun halvt lykkelige Studentertid, de umodne Forsøg paa
digterisk Frembringelse, snart i geniale Lyn og snart i
afmægtige Blink, Produktionens Exstase vexlende med
Kritikens dybe Lidelser, den højeste Begejstring skiftende
med den mørkeste Fortvivlelse.
Gjennemslaget kommer
først, efterat han er reven ud af de smaalige hjemlige
Forhold, og under Italiens lykkelige Himmel undfanger
han hint glødende Billede af Sydens Skjønhed og Folkeliv,