267 / 275
236
præget sig dybt i lians Sind. Men vi mindes ogsaa, hvor
varmt han var greben af sine Landsmænds Anerkjendelse,
med hvor dyb Følelse han modtog den Hyldest, som
bragtes ham af en Moders Blik eller et stirrende Barneøje.
I mange Aar af sit Liv nød han denne Lykke.
Og til
den Beundring, som omgav Digteren, føjedes Hengivenhed
for Mennesket. Kjærlige, trofaste Yenner omgav indtil de
sidste Sygdommens mørke Dage, indtil det sidste Aande-
dræt, den midt i al sin Berømmelse ensomme, hjem
løse Digter.
Tiden er endnu ikke kommen til at holde Dom over
den digteriske Livsgjerning, som nu er afsluttet.
Ogsaa
i Menneskenes Stemninger er der stærke Omskiftelser.
Der indtræder let efter en maaske for vidt dreven Be
undring et Tilbageslag, der gaaer til den modsatte Yder
lighed.
H. C. Andersens Digterpersonlighed er desuden
altfor ejendommelig og altfor uensartet, til at den ikke
skulde vedblive at have sine Modstandere, navnlig blandt
dem, der mangle Sympathiens Guldnøgle til det magiske
Land.
Men vi, der tro at forstaa Digteren og vide, at vi
elske ham, have elsket ham som Børn og elske ham endnu
højere som Voxne, vi kunne med Fortrøstning se Efter
tidens Dom imøde. Han er en af de Faa, som har beriget
Samtid og Eftertid gjennem alle Nationer med Tanker,
Forestillinger og Skikkelser, som ere bievne fælles Eje og
fælles Mønt, fordi de ere typiske og i korte, slaaende Træk
male almenmenneskelige Skikkelser.
Gaa hele Rækken
igjennem fra Æsop til Charles Dickens, og prøv engang,
hvor mange Forfattere dette kan siges om! Og søg hvor
somhelst i hans Værker: intetsteds stikker en lav eller
uædel Tanke sit Hoved frem iblandt Blomster, intetsteds
kalder noget Uskjønt Rødmen i Kinderne. Vil end meget
af det, som han fødte i begejstret Smerte, henvejres af
Tidens mægtige Aande — Noget er der, som vil leve
igjennem Slægterne og bevare Mindet om Eventyrdigteren,
om den grimme Ælling, som efter Lidelser og Trængsler