263 / 275
232
Og livor han Sceptret strakte, der myldred frem et Liv,
Skjult for de Store, de Kloge.
Det pusled under Skræppen, det sang mellem Siv,
Det livisled fra Mosekonens Snoge.
Og Storken komflyvende med Østerlandets Skat.
De Store — nei, de anede næppe,
At Drengen skrev Danmarks »Tusind og een jSTat«
Paa Bladet af den lysgrønne Skræppe.
De Kloge saae fornemt; thi, ak, System og Norm
Blev for den Smaadreng en Gaade;
Men Digtergaaden selv, i Eventyrets Form,
Den kunde lians Barnesind raade.
Det Mindste drog Aande, det Ringeste fik Liv;
Tinsoldaten brød sig sin Bane.
Den grimme Ælling voxed bag Aaens blanke Siv
Til Danmarks vidt flyvende Svane.
Og Svanen fløi langt over Land, over Sø
— Flugten gik saa vidt som ei Manges —
Nu kjender man dens Sang paa de sorte Svaners 0
Og mellem Lotusblomsterne paa Granges.
besteg Folkethingsmand C. St. A. B ille Talerstolen og
talte saaledes:
Det Mindesmærke, vi idag skulle indvie, er helliget
en Digter, som mere end nogen anden dansk Digter har
omgivet sit Navn med universel Berømmelse og derved
kastet Giands tilbage paa sit Fædreland — en Digter, der
er kjendt og elsket over hele Jordklodens vide Kreds, selv
hos Folkestammer, som vi, den moderne Civilisations Børn,
tro at kunne se tilbage paa som Barbarer.
Naar den
Fremmede i en samlet Sum skal nævne, hvad han veed