264 / 275
233
om Danmark, naar lian i enkelte Navne skal
udtrykke,
hvad han betragter som vort Lands Bidrag til Videnskab
og Kunst, saa lyder det fra hans Læbe: Tycho Brake,
Bertel Thorvaldsen, Hans Christian Ørsted og Hans Chri
stian Andersen. For os staaer denne Sidste ikke som en
saadan ensomt fremragende Kolos, men ogsaa vi Danske
skylde ham Tak og Ære.
Nationernes Bidrag til Kunst og Videnskab have en
vis Periodicitet. Efter høje Bølger følge dybe Dale. Efter
en rigt blomstrende Sommer og en frugtbar Høst lægge
ofte lange Vintre sig over Folkeslagene.
En Tid frem
bringer og skaber med overstrømmende Fylde, en anden
prøver og vejer. En Tidsalder pranger med en bugnende
Yppighed af digteriske Aander, en efterfølgende er nær
mest henvist til at mindes de Bortgangne, lutre og klare
deres Værk og derved berede Jorden for de Kommende.
I Danmark udsender dette Aarhundredes Begyndelse et
stolt Argonautertog, der drager ud for at erobre Skjøn-
hedens og Romantikens gyldne Skind: Oehlenschlager,
Ingemann, Grundtvig, Hertz, Ileiberg, Chr. Vinther, H. C.
Andersen, og om disse flokke sig mange kjære Digter
navne. Nu ere de Alle borte. Det er stille i den danske
Digterskov, som før gjenlød af Sang og Kvidren.
En ny
Tid gjærer med al den Uklarhed og Lidenskab, som er
ejendommelig for gjennembrydende Kræfter.
Den yngre
Slægt er altid tilbøjelig til at overse, hvad den skylder
Fortiden, ivrigere for at overskjære Traditionens Baand end
for at fæstne dem. Og dog staaer ogsaa vore Dages Poesi
paa Skuldrene af hin Danmarks æsthetiske Guldalder.
Kun ved at sænke sine Rødder i den fædrene Jord
bund vil den kunne vente selv at skyde Blomst og sætte
Frugt.
Hans Christian Andersen hører med til hin Digter-
Plejade, men falder dog i det Hele udenfor de æsthetiske
Regler og Love. Han hører ikke til nogen Skole og har
ikke skabt nogen Skole.
Frit er han voxet, op efter sin
egen Genialitets Lov, han har kæmpet sig frem efter sin