63 / 275
58
Dagen selv og det høitidelige Optrin, der ledsager den,
paalægger mig; Og vil end min Evne ikke her svare
til min Villie; vil min Tale maaske mere vise hvad jeg
ønskede, end hvad jeg formaaede at hidrage til Festens
Højtidelighed, o ! den vil dog modtages af Deres Majestæt
med Hyldest og Naade, som en, skjøndt ringe, dog vel-
meent Skjærv, der, med erkjendtlig Hu, med villige Hæn
der, nedlægges ved Deres Trones Fod.
Og kan jeg vel i dette Nu see omkring mig; kan
mit Øje vel dvæle ved hin Pomp, som straaler det imøde;
ved hin ridderlige. Færd, hine ridderlige Hæderstegn, der
minde om Oldtiden og dens kjække og dydige Mænd, uden
at min Tanke ufrivillig føres ind i disse, ved Daad og
Kraft og underfuld Storhed udmærkede Dages alvorlige
Helligdom; uden at den nødes til, skjønt med ilende
Skridt, at følge den stolte Gang, hin store, ofte dunkle,
men stedse mægtige Følelse hos Mennesket: Æren valgte
blandt vore Forfædre.
Ja i hin første Old syntes denne
Følelse især at være fængslet til Mod og Tapperhed.
Kjæklied i Brystet og Kraft i Armen aftvang Ærefrygt og
Hylding overalt; Og, som paa en udkaaren Søn af Kampens
Gud, stirrede man, med gysende Beundring paa den djærve
Kriger, for hvis Fødder Døende og Lemlæstede krympede
sig i Støvet , medens han selv, blødende af talrige Ulivs
Saar, med Sejerens Smil i sit Blik, med Odins Sang paa
sin Læbe, vandrede glad over Liigdynger til det aabnede
Yalhal.
Hvo vilde imidlertid nægte, at ogsaa Retfærd og Af-
skye mod underfundig List og Agtelse for værgeløs Uskyld
og flere høje Dyder, ofte, skjønt med strængt Aasyn og i
alvorlig Dragt, ledsagede den vilde Tapperhed? Kristen
dommen kom; dens vennesalige Aand gjoixle Sæderne
mildere og de stille rolige Dyder nøde deres Ret; dog
vedblev endnu stedse Tapperheden, forenet med høj Agtelse
for qvindelig. Uskyld og qvindeligt Yærd, at udgjøre en
Hoveddyd hos den kristne Helt; en Dyd, hvortil Ridder
slaget især højtideligen opfordrede liam.
Hæderstegn op-
fandtes og gaves, men ikke ville vi lukke Øret for Hi
storiens sanddrue Stemme, naar den forkynder os, at ogsaa
Overtroen, der ansaae det for Pligt mod den Gud, den
laante sit eget forfærdende Billede, at udrødde alle, hvis
Brøde var et fremmed Fædreneland og en fremmed Troe,
ikke sjælden her spillede en vigtig, skjønt ikke ærefuld
Rolle. Kun da Oplysningen liig Dagen mere og mere ud