64 / 275
59
bredte sine Straaler, og Mulmet, der indhyllede den, svandt
som den flygtende Taage; kun da fik ogsaa lune Hæders
tegn en sandere og mere passende Betydning; kun da
bleve de hvad de burde være: talende Yidnesbyrd om
Fyrstens Agtelse for sine troe, ved Fortjenester udmærkede
Mænd, og mægtige Opmuntringer for disse, til ved ædel
Daad, at gjøre sig denne Agtelse værdige.
Saaledes bød Anden Frederik hint Katholicismens
Emblem, der ledsagede Elefant-Ordenen, vige for hans eget
kongelige Billede; Saaledes forædlede femte Christian, ined
skabende Haand, hint Dannebroge, der, hyllet i mystisk
Dunkelhed, kun omgivet af Overtroens Nimbus, og ind
skrænket til Krigeren allene, skylder Waldemar sit
Udspring.
Ja, det var paa denne Maade de ridderlige Ordener og
Hæderstegn efterhaanden forædledes; det var saaledes de,
rensede fra Sværmeriets afgudiske Trolddom, men vigtige
ved ædel, religiøs og moralsk Betydning, bleve ikke mindre
lærerige end hædrende for den, de prydede. Thi hvorom
skal vel hin Stjerne minde, der skinner paa Ridderens
Bryst? Mon ikke derom, at han, som bærer den, bør, ved
Kundskab og Dyd og hæderlig Idræt, som en lysende
Stjerne straale blandt hans Brødre? Ja, hør det, Du, som
med hint glimrende Symbol paa Fyrsteyndest og Fyrste
krav fremstaaer blandt Dine Medborgere; med ventende
Blik følger deres Øje Dig paa Din Vandring, og med høj
tidelig Alvor lyder deres Stemme Dig imøde: »Kun naar
prøvet urokkelig Troskab mod Konge og Land; kun naar
ædel Virksomhed og aldrig trættet Gavnelyst; kun naar
Tapperhed i Leding; Viisdom og Sindighed i Fred; kun
naar hver Dyd, som adler Mennesket og Borgeren, boer i
Din Barm og pryder Din Vandel: Kun da har Du fyldest
gjort Kongens og Fædrenelandets Fordringer til Dig; og
klarere end Stjernen paa Dit Bryst straaler Din ubesmit
tede Hæder; Men lagde Du Dig, svag og uvirksom til Roe
bag dine Fædres Skjolde; troede Du det stort at have arvet
deres Havn, uden at have arvet deres Dyd, og glemte, at
Du kun tager dette Navn, der minder Dig om Daad og
Kraft, forfængelig saa ofte Du nævner det; da sank Du
dybt blandt Dine Medborgere og Din Stjernes Ulands vil
kun svagt skjule Tomheden i Din Sjæl og dit indere
Mørke.«
Men det var dog især Dem forbeholdt, allemaadigste
Konge! paa en end mere udmærket Maade, at forædle et