65 / 275
60
af Ridderskabets vigtigste Hæderstegn. Det var Dem for
beholdet, at vise hvor værdigen De hædrede Deres ædle
Stammefaders Minde, ved, ikke væsentlig at forandre, men
herlig at forskjønne hans Værk og udvide dets Gavnligked.
De vilde ikke, at Dannebrogens. Orden kun skulde vorde
enkelte Borgerklasser til Deel; De vilde ikke, at kun ud
mærket Byrd eller sjælden Krigerdaad skulde hjemle Ret
til at bære den.
H ej! til alle Statens Borgere lød Deres
Faderrøst: »I ere alle mine og Fædrenelandets Børn;
at bidrage til dets Held paaligger eder a lle ; men ogsaa
for eder alle staaer Vejen aaben til Bifald og Hæder, naar
I stadigen ville vandre den.«
Hvo hører disse Ord og føler ikke dybt i sit Indere
deres Vægt og deres Sandhed? Ja, Du, som med Sværdet
i Din Haand træder frem, naar Danmarks Stemme lyder,
for, paa den blodstænkte Valplads at finde Sejr eller
ærefuld Død; og Du, som ved den rolige Arne, med virk
som Klogskab, grunder paa Dine Medborgeres Lykke og
fremmer den; Du, som med omfattende Blik, med aldrig
kjølnet Iver, arbejder til Statsbestyrelsens vigtige Tarv;
Og Du, som ofte, ved Midnatstimens stille Lampe agter
paa Viisdommens Stemme til Menneskene og lader denne
Stemme høres blid og kraftfuld og fattelig i Samfundet;
Du, som i Purpurets Glimmer, eller Overflødighedens Skjød,
med runde Hænder søger at afhjelpe Trang og lindre
Elendighed; Og Du, som i den lavere Hytte, under Møj
somhedens tarvelige Skjul, ikke trættes ved at aflokke Jor
den sine Skatte eller at fremme og forædle hvad Flid og
Konst formaaer for at udbrede Vindskibelighed og Velstand
overalt i Fædrenelandet; Ja, I alle, ihvo I end ere, have
fri ubehindret Adgang til Eders Fyrstes Opmærksomhed
og til hine hædrende Udmærkelser, I allene ved fordobblet
Troskab og Dyd og Virksomhed kunne fortjene.
See!
Eders Konge og hans Slægt hædrer selv den lavere Klasses
Ordenstegn, ved at bære det,
See! det svæver hist paa
hans kongelige Bryst, et skjønt, et talende Billede paa, at
ogsaa den beskedne undersaatlige Troskab, den jevne, men
stadige Gavnelyst, der virker i Stilhed, ikke lyser ube
mærket i hin Giands af Byrd og af Hæder, som ellers
kunde synes at fordunkle den.
Og hvor indholdsriig, hvor fuld af Vægt og Betydning
er ikke Tegnets Indskrivt: »Gud og Kongen?« Gives der
Ord, som kraftigere, i mere udtryksfuld Korthed, minder
Mennesket og Borgeren paa eengang om alle sine Pligter?