133 / 142
131
Intet er fjernere og mere fremmed for den Idé,
der skulde lyse ud af dette Slot i Harmoni med den
Gerning, der skal leve indenfor dets Mure. Saa meget
værre er dette, som
Christian den Sjettes
gamle Buegange og Pavilloner yderligere understreger Kluntet
heden, blot man ser Sammenføjningen af deres og
Slottets Tagbalustre, bliver man forslemt. Hvad vilde
Eftertiden ikke døinme om vore Dages Arkitekter,
hvis dette Slot skulde være dens monumentale Værk,
hvis den ikke havde
Nyrops
skønne Raadhus, der
dog skæmmes af Lurblæserne og Paladshotellets og
Bristols næsvise Taarne, til Defensor?
Eet blev konstateret, da man begyndte at grave
ud til Slottets Bygning, nemlig at Sagnet om
Absalons
Brønd
, der sprudler som det Væld, hvoraf Minderne
rinder, har ikke een, men flere virkelige Brønde at
støtte sig til, og det kan endvidere sluttes deraf, at
den Borg, som
Absalon
byggede ved »Havn«, var
mere end et almindeligt Taarn, der tillige skulde
tjene som Sømærke, hvad man før har troet; det var
en efter middelalderlige Begreber endda meget stærk
Fæstning. Vi kan da bedre tænke os, hvorledes dens
Ringmur har været »prydet« med vendiske Sørøveres
grinende Hoveder, der skulde skræmme Efterfølgerne;
vi ser i
Bissens
Statue paa Højbroplads en udmærket
Illustration til den Begivenhed,
Saxe
fortæller om;
Absalon
laa i sit Badekar i Taarnets øverste Stokværk, da Kuren fra Toppen raabte, at Venderne var
i Sigte; Bispen kom i en Fart i sin Rustning og sprængte
af Sted til sine Skibe, der altid laa kampberedte, og
han slog Fjenden paa en forsmædelig Flugt.
Man antager, at Absalons Taarn sank i Grus ved
Lybekkernes Mordbrand d. 6. Juni 1368. Men en Del
af hans Borg maa være blevet staaende, og der er
bygget mere til, og det er da fra dette
Københavns
Slot,
at Dronning
Philippa
fik Lejlighed til at sige
Fjenden en varm Tak for sidst, medens hendes kon-
kelige Gemal,
Erik af Pommern
var beskæftiget med
.
!)*