134 / 142
132
andre Statssager i Soro. Man har sikkert gjort denne
Sørøverkonge blodig Uret i den Dom, der er fældet
over ham. Han var sikkert en dygtig Konge; men han
bukkede under for en Tid, han var forud for, og som
ikke forstod ham. At der til den ældste Højbro knytter sig et Sagn om, at een af hans Friller der fik sig
en Omgang paa Bagdelen af en forarget københavnsk
Borger, fordi hun — Tjenestemøen
Cæcilie
— var
Terne hos selve Dronningen og altsaa sveg sin Frue,
kan i ingen Maade nedsætte den historiske Dom over
Kongen; hvilken anden Konge i de Tider kunde siges
fri for galante Forbindelser?
Det var ogsaa paa denne Højbro, at to af Kong
Hans
’ Riddere,
Ebbe Strangeson
og
Bjorn Anderson
kastede Kongens Fjende, den sikkert uskyldige
Poul
Laxmand
i Kanalen, saa han druknede. Historien
har ikke kunnet frikende Kong
Hans
for Medviden
i dette Mord. — Vi mindes Slotsherren
Torben Oxes
drøvelige Skæbne i Anledning af
Dijvckes
Kirsebær;
vi ser
Joachim Ronnovs
arrogante Krav paa at blive
Slottets Herre og hans velfortjente, ynkelige Endeligt
i en af Blaataarns Kældere.— Saa skifter Billedet til
Frederik den Andens
og
Christian den Fjerdes
stolte
Fester, hvorved de søger at overbyde deres sydtyske,
fyrstelige Svogre i Glans; vi glæder os ved Tanken om
de morsomme Komedier, der ved saadanne Lejlig
heder opførtes paa Ridebanen, og hvori selveste
Danmarks Vovehals,
Peder Skram,
tog saa levende
Del i Kampen mellem
David
og
Goliath,
saa at han
sprang op og anførte de Skuespillere, der agerede
Jøder, til de slog Filistrene paa veritabel Flugt og
efterlod virkelig saarede paa Skuepladsen.
Kong
Christian den Femte
holdt ikke af Københavns
Slot, det var ham for mørkt og trist, og hans Samvittighed var ej heller rolig der, fordi han endnu i
Blaataarns Fangehul gemte den ulykkelige
Leonora
Christine;
han foretrak at residere paa Slottet i Ilau-
gen,
Christian den Fjerdes
lyse og festlige Rosenborg,