52 / 230
45
dels ogsaa i at
Hennings
nærede et voldsomt Had og
dyb Foragt for Lægerne, og ban har nok gjort, hvad
han kunde for at forplante dette Had til sine Elever.
At
Hennings
ikke kunde have meget tilovers for den
interne Medicins videnskabelige Standpunkt her
hjemme, kunne vi godt forstaa nu, naar vi erindre,
hvor daarligt det stod til med den medicinske Diag
nostik og Therapi, medens Ohirurgien i Slutningen
af 18. Aarhundrede indtog et meget højt Standpunkt.
Hennings
havde sikkert ikke Hret, naar han udtalte,
at det snarere var Medicinen end Ohirurgien, der
trængte til Forbedring, •— og saa at skulle finde sig
i, at de medicinske Professorer skulde regere over
Chirurgerne, nej, der rnaatte
Hennings
sætte sig til
Modværge, det maatte blive Kamp paa Liv og Død!
I Slutningen af 1772 meldte der sig to Ansøgere
til
Bergers
Professorat, to Mænd, der ved deres
Dygtighed kom til at spille en stor Polle:
Henrik
Callisen
og
Matthias Saxtorrph.
Disse to Mænds Liv
er saa ofte fortalt, at vi kun skulle minde om Hoved
trækkene deri.
Callisen
var født 1740 i Holsten, studerede fra
1755 under
Criiger
,
Heuermann, Spierling
x), der var
Frederiks Hospitals første Overchirurg, og
Hennings.
1762 blev han Pensionær ved Theatrum anatomico-
chirurgicum og samme Aar Feservechirurg ved Fre
deriks Hospital. Haar det i Almindelighed siges, at
han her fik rig Lejlighed til at gøre Operationer, da
Spierling
allerede var gammel og svag, er dette
næppe ganske rigtigt.
Spierling
var født 1704 eller
1707 og altsaa omtrent 60 Aar, da han 1766 gik af
0 Om
Spierling,
se min Afhandling: F ra Midten af 18. Aarh.
Militærlægen I 1893 P. 193— 202.
>