65 / 403
6i
dere. Efter Pesten 1 7 1 1 , der ryddede stærkest ud blandt Be
folkningen i de danske Byer, kom næsten en Trediedel af alle
disse Byers Gaarde over paa hel eller delvis bollåndsk Besid
delse og Drift. En stærk Udflytning fra Hollændérbyen til de
andre Byer fandt nu ogsaa Sted, og en social og økonomisk
Udjævning mellem de to Sogne begyndte at foregaa.
Men hvad der i særlig Grad bidrog til at jævne Skællet
mellem de to Folk, var Kronens Ophævelse af det gamle Skatte
privilegium, som Hollænderkommunen havde indtil 1717. Dens
tidligere Landgildeafgift paa 300 Mark (100 Rdlr.) blev da om
byttet med den almindelige Rytterholdsafgift paa 4V2 Rdlr. pr.
Td. Hartk., ligesom Taarnby Sogn svarede. Derved jævnedes
Vejen for en stærkere Udflytning af Hollændere og et mere
samdrægtigt Fællesliv for hele Øen.
Om en Forplantning mellem Hollænderslægten og de dan
ske Amagere var der endnu ikke Tale. Uligheden i Stand og
Stilling var endnu altfor stor. Og der bestod iøvrigt en gam
mel Vedtægt mellem Hollænderne om, at den, der giitede sig
med en udensogns boende, maatte give Afkald paa sin Arv
af Jord i Hollænderbyen, da Jorden ikke ved en saadan »For
seelse« maatte falde fra Byen. Selve Vedtægten har ikke kun
net findes. Men det kendte Kongebrev af 1694 om Forholdet
mellem Dragør og Hollænderbyen har en lignende Bestem
melse om, at den Jord, der ved Arv — ved Udflytning til
Dragør — var tilfaldet Dragørboerne, skulde falde tilbage til
Hollænderne efter Ejernes Død. Og det ses, at Schouten og
Scheppens endnu 1754 ansøgte Amtmanden om Konfirmation
paa en lignende Vedtægt i den Anledning, at en af Bymæn-
dene ønskede at gifte sig med en udensogns Pige, som havde
tjent hos ham i mange Aar. Man var bange for, at Byens.
Jord derved skulde komme paa fremmede Hænder. Sagen blev
forelagt Kancelliet, der dog mente, at en saadan Vedtægt ikke
mere var tidssvarende og iøvrigt vilde være mere til Skade
end til Gavn for Byen.1)
Kancelliet sigtede sandsynligvis til den S t a g na t i on i Be
folkningstalet, der gjorde sig gældende hos Hollænderne. Det
var en Kendsgerning, at de stadige indbyrdes Giftermaal mel
lem nærbeslægtede Led svækkede Afkommet, saaledes at den
J) Oversekr. Brevbog 1753— 54, 562.