216 / 241
205
En Sangfugl var han under det Frie,
Under huslige Tag en Svale,
Hans Følelses Dyb, hans Vids Ironie
Kan blot Erindringen male.
Du mindes hans Aand, du mindes hans Skjemt,
De lystige Viser du ej h ar glemt,
Hvormed han vakte din Latter.
Men ogsaa du mindes, hvad ej saa tidt
Du finder i Verden atter:
Det ædle Hjerte, trofast og blidt,
Som i Prøvens Time man skatter.
Dog, Ordet er her ej Venskabs Tolk,
Hans bedste Ven, er det danske Folk,
Til Folket er Ordet rettet.
Sn art lytter det til hans Rhythmers Dands,
N aar Tæppet er atter lettet,
N aar han binder sig selv den bedste Krands,
A f evige Toner flettet.
J. L. Heiberg.