214 / 241
203
A f Toner formet en Kuppel stod
P a a tonende Søjlers Række,
A f farvet Lys der bølged en Flod
Under det mystiske Dække.
Og n aar ned til Jorden hans Tanke steg,
N aar Orglet han bytted med Strængeleg,
Fo r Jordelivet at male,
Sn a rt Kampens Bjergtop stod for vort Syn,
Sn art Fredens hellige Dale,
Man hørte Sjælens Torden og Lyn,
Hørte dens Nattergale.
Men laante hans Kunst Digterens Ord,
D a plej ed han dem med Ømhed stor
Som fattige Smaa, der klage;
Han Klæder og Føde skjænkte dem,
Han lærte dem at behage,
Han sendte dem fra sit rige Hjem
Herligt smykte tilbage.
Og ej ed han ingen andre Smaa,
Som nu til hans Grav forladte gaae,
Mens Taaren ikke kan standse,
Dog En sig nærmer som Faderløs,
Og bringer barnlige Krandse,
Hvis Blade mildt over Graven strøes,
Og det er den danske Romance.