215 / 241
204
Den danske, — ja, thi Weyse var dansk,.
Han selv og hans Musa fædrelandsk,
En Gaade for fremmede Zoner.
I Danmark slog den Stamme sin Rod,
Som bar hans lønnende Kroner,
Og Den, som ikke vort Sprog forstod,
Forstod ej heller hans Toner.
Selv Den, som blot om hans Værker veed,
Men ej har kjendt hans Personlighed,
Hvor Meget tabte han i k k e !
Dog af hans Nærmeste vist ej F a a
Sig hid til hans F e st beskikke,
Og vist hos mangen en Ven der staae
Vemods Taarer i Blikke.
O! mindes du, n aar han kom i dit Hjem,
Det Smiil, som alt han lokkede frem
Ved ind ad Døren at træde?
Det O rd: »Det er Weyse!« anelsesfuldt
Bebuded en munter Glæde,
Og Glæden bragte han med sig huldt,
N aar
i
Stuen han tog sit Sæde.
Han var dig altid en elsket Gjæst,
A f den mindste Kreds han danned en Fest,
Om Alt forstod han at tale;