2 2
Nu opbevares det i Kunstindustrimuseet i Bredgade. Paa
en Del af Museets Grund agter man at opføre en Bygning
for Undervisning i Kunsthaandværk, og foran denne Byg*
ning tænker man sig da at genrejse Monumentet for Hetsch.
— Et halvt Aars Tid efter at Lauritz Rasmussen havde
løst Borgerskab, giftede han sig. Han havde ikke glemt
den unge Pige i Meissen, og den nu 26aarige Emilie Rost
havde heller ikke skiftet Sind, — derom vidnede Svaret
paa det Brev, han nu sendte derned. Saa rejste han for at
hente sin Brud. Hendes Slægtninge var ikke just henrykte
for Partiet. Det var saa sin Sag at lade Emilie rejse langt
bort med en Mand, der nu pludselig dukkede op igen,
efter at der var gaaet en Række af Aar, og hvem man kun
havde kendt som farende Svend. Han virkede maaske og*
saa nok lidt voldsomt, som han nu brat tonede frem, denne
stærke, selvsikre Skikkelse med den store bredskyggede
Calabreserhat, det mægtige Halstørklæde og de ikke altid
helt blide Øjne. Men Familien fik ingen Grund til For*
trydelse. Bryllupet stod i Meissen den 30. April 1855, og
det dannede Indledningen til et mangeaarigt lykkeligt
Samliv. Det var kun smaa Kaar, Hustruen gik ind til, men
disse Forhold forandredes, efterhaanden som Lauritz Ras*
mussens Forretning voksede ved hans store Energi og Dyg*
tighed.
I 1857 flyttedes Virksomheden fra Aabenraa ud paa
Christianshavn, til St. Annæ Gade Nr. 280 (senere Gade*
nummer 34), Hjørnet af Amagergade. Lauritz Rasmussen
havde købt denne Ejendom, og i det Støberi, som han
drev her, blev en Række større Zinkarbejder udført. Her*
ude paa Christianshavn fødtes hans Søn og Arvtager, nu*
værende Kgl. Hof*Broncestøber Carl Rasmussen.
Da der var gaaet otte Aar, flyttede Lauritz Rasmussen sit
Hjem og sin Virksomhed fra St. Annæ Gade til Søgade (i




