StatsprøveanstaltenGennem50Aar

Naturen ofte betydeligt. Ensartet god Kvalitet af disse Cementer

kan derfor ikke ventes. Prøvning deraf var ganske vist stærkt paa

krævet; men Tiden var ikke moden dertil, og man maatte affinde

sig med disse Cementers Luner. Siden er Naturcementarterne næ

sten overalt fortrængt af de nedenfor omtalte syntetiske Cementer;

i Amerika og Østrig findes der dog Normer for Prøvning af Natur-

Cement.

Det var derfor et meget stort Fremskridt, at Englænderen Jo

seph Aspden ca. 1820 fandt paa at blande finmalet Kridt og Ler,

brænde Blandingen og finmale det brændte Produkt. Den saaledes

fremstillede syntetiske Cement kaldtes Portland-Cement, da den

deraf fremstillede Beton lignede Portland-Sandsten, og man fik

Mulighed for at beherske og udvikle Cementens gode Egenskaber.

I 1828 publicerede Franskmanden J. L. Vicat Undersøgelser over

Cements Sammensætning og Reaktion med Vand under Anven

delse af den endnu benyttede »Vicatnaal«. Indtil ca. 1840 benyt

tedes Cementer brændt ved ret lav Temperatur, først Englænderen

Isac Charles Johnson brændte Cementen til sintrede Klinker og

fremstillede ved Finformaling et Produkt, der helt svarede til

de moderne Portland-Cementer. Derved aabnedes nye Veje for

Forskning og Prøvning, som har ført til meget store og be

tydningsfulde Resultater. Man opdagede saaledes, at Mængden

af de Stoffer, hvoraf Cementen er opbygget, bør ligge inden for

visse Grænser, hvilket gjorde kemisk Analyse af Raamateria-

lerne og den færdige Cement til en Nødvendighed. Af Analyse

resultaterne dannedes Forhold, der kaldtes for Moduler, f. Eks.

Den hydrauliske Modul, Silikatmodulen m. fl., og der blev op

stillet Grænser for deres Størrelse. Efterhaanden blev det muligt

ud fra den kemiske Analyse af tilgængelige Raamaterialer at regne

sig til de Blandingsforhold, der betinger en god Cement, samt ud

fra Cementens Sammensætning at slutte sig til nogle af Cementens

vigtigste Egenskaber. Omtrent samtidigt i Slutningen af forrige

Aarhundrede opdagede Svenskeren A. E. Tornbohm og Franskman

den Le Chatelier, at Cementerne indeholdt flere forskellige Mine

raler, de saakaldte Klinkermineraler med ret konstante optiske

Egenskaber, hvorved de kunde identificeres. Disse Mineraler be

tegnedes Alit, Belit, Celit, Felit m. fl., og man kunde i nogen Grad

henføre Cementernes forskellige Egenskaber til Tilstedeværelsen

af disse Mineraler i større eller mindre Mængde. Derimod kendte

man ikke Mineralernes kemiske Sammensætning.