125 / 131
121
midlertidig optager sindssyge til Observation. Hans
overlegne Dygtighed og Mesterskab gjorde, at den
brede Hob ikke forstod ham og derfor forfulgte
ham. Det er Professor
Knud Børge Pontoppidan,
der jo desværre er død i 1917.
Pontoppidan
hørte til vort Lands mest patriciske
Slægter, hvis Aandsadel igennem Aarhundreder har
prydet Danmarks Kultur. Han var Søn af den myndige og ansete Præst
Dines Pontoppidan
i Randers.
Hans Brødre er Forfatteren
Henrik Pontoppidan,
Præsten
Morten Pontoppidan
og Hudlægen
Erik
Pontoppidan.
Allerede som ganske ung vakte
Knud
Pontoppidan
Opsigt ved sin Guldmedaille-Afhand-
ling om Ansvarligheden hos sindssyge Personer,
hans Doktorgrad omhandlede kronisk Morfinisme,
og da han i 1888 overtog Stillingen som Overlæge
for Sjette Afdeling, vakte hans Klarhed i Fremstillingen af de enkelte Sygdomstilfælde, hans sproglige Mesterskab og hans Finhed i Opfattelsen af de
enkelte Tilfælde alle Sagkyndiges Beundring; men
det skulde desværre være de usagkyndige, der fældede ham. Det var sindssyge Kværulanter af den
allervanskeligste Art, han fik til Behandling, og saa
snart de var vel slupne ud af Hospitalet, hvor naturligvis hyppig Tvangsforanstaltninger maatte foretages imod dem, faldt de over
Pontoppidan
med de
mest grundløse og vanvittige Overfald, der fandt
Støtte i en altfor ansvarsløs og samvittighedsfri
Dagspresse; men Angrebene fik dog endnu større
Vægt, da de førtes over i selve Skønlitteraturen, da
Forfatterinden
Amalie Skram,
der selv havde været
blandt hans Patienter, i Slutningen af Halvfemserne
i sine to Bøger »Professor Hieronymus« og »Paa
St. Jørgen« gav en Skildring af sine Indtryk fra et
Ophold paa et Sindssygehospital, som af Publikum
toges for en tilforladelig Skildring af Forholdene
paa sjette Afdeling, hvad den nok ogsaa tilsigtede