127 / 131
123
i deres Gerning og i den Lærdom, de her, unge og
gamle, høstede; de mindes fra deres Virksomhed
som Kandidater og Reservelæger ogsaa meget godt
Kammeratskab, mangen munter Stund paa Vagtstuerne og Fællesværelserne, der faar dem til at
glemme alt det triste og sørgelige, som uvægerligt
er knyttet til det daglige Liv derinde; derom vidner
bl. a. saa fornøjelig en Bog som gamle Overlæge
Nicolai Holms
Ungdomserindringer: »Glade Aar«,
hvormed han i 1915 prydede dansk Memoirelitteratur.Mest af alt bliver dog, naar man dvæler ved Kommunehospitalet og dets Historie, een Følelse den
fremherskende i det danske Folk; det er Taknem-
lighedsfølelsen overfor alle dem, Læger som Sygeplejersker, der uegennyttigt viede og gav deres Liv
for at frelse andres!
Der er noget inderligt vemodigt ved at tænke paa
de gamle Haver, der er svundet, alle de, der laa
mellem Vold og Sø, som
Rørholm.
Ingen Historie
har den gamle Have i levende Live, først efter sin
Død fortæller den om sin svundne Herlighed, den
stille, landlige Idyl i Voldskræntens Ly, nær Byens
Larm og dog saa fjærn fra den, — Landliggeriet i
Voldenes Læ og dog udenfor dem. Hvorfor beholdt
vi dog ikke een eneste Rest af det? Rørholmsgade
er Gravmonumentet over den gamle Have.
Inden vi forlader Partiet fra Port til Sø, er der
endnu Observatoriet tilbage, den underlig skjulte
Bygning, hvor mange Københavnere tror, at man
bestemmer Vejret, fordi man derfra gransker Himlen og dens Stjerner. Og intet andet Land burde
dog vide bedre Besked om, hvad Astronomi er, end
Danmark. Det Land, hvorfra
Tycho Brahe
»vilde