52 / 131
48
tes vi, der mindes dem fra vore Barndomsaar, at
det var raat og inhumant, at de skulde gaa rundt
som saaledes mærkede Faar imellem os.
Langs Husrækken ude paa Nørrebro laa, som be
kendt, den dybe Grøft, hvor der i Regnvejrsdage
samlede sig et næsten bundløst Mudder. For Resten
viste det sig, at disse Grøfter ejede en kolossal Værdi;
da man rigtig anlagde og regulerede Gaden, købte
en meget bekendt Tømmermester, man kaldte for
»Bjælken«, disse Grøfter; man smilede ad ham, da
han gjorde det; men Bjælken døde som en hovedrig
Mand; thi det var netop det Areal, der indvandtes
ved at dække disse Grøfter til, som satte Prikken
over i’et, da man skulde vinde saa megen Plads
som muligt; og Bjælken, der næsten ingen Ting
havde givet for Grøftékanten, vidste saa godt som
nogen, hvad den i-Prik var værd.
Men Grøften havde i de samme Tider en stra
tegisk Betydning; under Pløstmanøvrerne, der mun
dede ud paa Nørrefælled, dannede den en fortrinlig
Løbegrav for Angriberne; og i Frokostpavserne fra
terniserede de brave Borgere med Nørrebros Drenge,
som fik deres Lommer fyldte med Patroner, der
senere anvendtes til Fyrværkeri i Haverne; og paa
Grøftekanterne udviklede der sig desuden i Pav-
serne et malerisk Skue; tbi her havde Mutter og
Ungerne Lov til at besøge Fatter, der ligervis som
Napoleon og andre tapre Krigere under Strabad
serne drak sig et hjemligt Glas »Krambamboli«.
For at give et paalideligt Billede af Livet, som
det til daglig udfoldede sig ud over Nørrebrogade,
bliver det imidlertid absolut nødvendigt at huske
paa, at Vejen over Nørrebro gik til Assistents Kirke-
gaard, om hvis Historie senere skal tales, og at Lig
togene derud hver Dag bidrog til Gadens Fysiog
nomi, som de gør det den Dag i Dag; men det saa
jo lidt anderledes ud i gamle Dage, naar »12 Stu-