59 / 395
KJØBENHAVNS HANDELSBANK
D
e t
var I). B. A d le r, som var Handelsbankens egentlige Stifter, og et Sammen
stød af personlige Omstændigheder gav ham Grunden hertil.
D.
B. Adler hørte oprindelig til den Kreds, som startede Privatbanken, og i
mange Aar sad han da ogsaa i dens Bestyrelse. lit Tilfælde bragte ham imidlertid
paa Kant med selve C. F. T i e tg e n . Denne havde i Januar 1864 afsluttet det Hambro-
ske Statslaan i London paa 1
,2
Mill. £ og skaffede senere til Krigens Fortsættelse en
svævende Gæld i Holland paa
6
Mill. Gylden. Da denne skulde afvikles, henvendte
David, som i Mellemtiden var bleven Finansminister, sig til D. B. Adler, med hvem
Moritz Levy havde bragt ham i Forbindelse, og anmodede ham om at faa arrange
ret et fast Statslaan. Dette lykkedes ogsaa D. B. Adler hos Huset II. Raphael & Sons,
hvad han strax underrettede David
0111
pr. Telegram. Det synes nu, efter hvad man
bagefter kan skønne, at David i et Øjebliks Distraktion, maaske nervøst overvældet
af Begivenhedernes Tryk, har forputtet dette Telegram, eller det maa i hvert Fald
paa en eller anden Maade være gaaet ham af Minde — nok er det, at da de
hollandske Vexlers Indløsning staar for Døren, og der altsaa ingen Tid er at spilde,
modtager David,
efter
(og altsaa til Trods for) Afsendelsen af D. B. Adlers Telegram,
et Tilbud fra Tietgen
0111
at søge Forhandling med den preussiske Regering om
Tilbagekøbet af den for Sundtolden stiftede Gæld. Da saa Adlers Brev, der bekræf
tede Depechen, indløb, og det faste Laan altsaa var i Orden (November 1864), var
Sagen jo dermed afgjort og Finanserne bundne — og der blev da ikke andet tilbage
for David end at tilbagekalde den Tietgen givne Fuldmagt pr. Telegram.
Det fremgaar klart nok af Tietgens »Erindringer«, der dog blev neddikterede
nogle og tredive Aar efter, hvor denne Desavouering maa have gnavet paa hans
Stolthed. Han tilgav aldrig David, — men heller ikke D. B. Adler gik Ram iorbi. Det
begyndte med, at Tietgen nægtede at lade sin Bank lombardere de nye danske
Statsobligationer — hvad der den Gang, da Privatbanken var den eneste private
Bank i Landet, virkelig
betød
noget. Herover blev Adler, der følte sig uskyldig i For
urettelsen mod Tietgen, højst piqueret, og mellem Bestyrelsesmedlemmet og Direk
tøren var der dermed skabt et skævt indbyrdes Forhold, hvorved to saa udprægede
Personligheder i Tidens Løb maatte og skulde fjerne sig mer og mer fra hinan
den. Var Tietgen bitter og stejl overfor en Mand, han opfattede som Modstander,
var Adler paa sin Side lidet til Sinds at lade sig sætte Stolen for Døren, fyrig og
opbrusende som han var, overhovedet et Heraklitisk Temperament, hvor alt var