S_DeDanskeByerhvervITekstOgBillederKøbenhavnII

60 / 395

54 KJØBENHAVNS H A N D E L S B A N K
strid Strøm øg blussende Hast, baade Tanke og lale, Indfald og Handling, lilmed
lignede de to Mænd hinanden i visse Henseender for meget, hvad der ved slige
Sammenstød maaske netop er det allerværste: begge var de klartskuende og dristige
Mænd, Haanden for dem let til Hæftet, og Sværdet sad løst i Skeden.
Hertil kom, at Tietgen netop i de nærmest følgende Aar fik rig Lejlighed til at
udfolde sit Væsen som den store Starter og Nyskaber, han var. Men herved blev
da ogsaa hans Bank fort ind paa en \irkemaade, som greb ud ovei det len t bank-
mæssige, gik ud over den Kasserer- og Diskootør-Bolle, som eftei Alanges Alening
netop ene var en bankers— og det var jo dog egentlig en Overførelse af engelsk Bank­
væsen med dettes snævre Ejendommelighed, man i sin Tid havde ventet af Tietgen!
Denne Opgave syntes da saaledes endnu at kræve sin Løsning, og just for D. B.
Adler, der netop havde tilbragt sin Ungdom i London og indsuget sine Ideer i f y r ­
rernes England, laa det derfor dobbelt nær at lole sig fristet til at tage denne Sag
op. Det vilde vel ogsaa, saa rigt et Interesse-Liv Adler levede, have været ham utaa-
leligf, om lian havde følt sine Bevæggrunde som rent personlige: Modsætningsforhol­
det til Tietgen maatte ganske af sig selv skærpe hans Blik for, hvad der i dennes
Bankstyrelse saglig set blev trængt i Baggrunden eller dog ligesom stillet i anden
liække, fordi Foretagenderne nu en Gang var Tietgen det kæreste — saa vist som de
jo ogsaa var hans egne!
Da Adler derfor tilsidst, ret ostentativt, traadte ud af Privatbankens Bestyrelse,
kom lian ganske naturlig ind paa Planen om at stifte en ny Bank, en egentlig Dis­
konto- og Verelbank i stor Stil. Med udholdende Energi arbejdede han aarevis der-
paa i al Stilhed, og i Foraaret 1873 blev endelig Værket færdigt.
Det gjaldt for Adler om to Ting: at Banken lige i sin Fremtræden havde baade
Midler og Mænd, som imponerede. Der skulde højt ansete Mænd i Spidsen, og Ak­
tiekapitalen maatte efter danske Forhold være betydelig. Privatbanken var begyndt
med en lietgen og to Millioner Daler, den ny Bank skulde begynde med to Natio­
nalbankdirektører og otte Millioner Daler.
Airkelig lykkedes det Adler ej alene at bevæge baade Grev W. Sponneck og A.
E. Reimann til at opgive deres høje Stillinger som Nationalbankdirektører for al
indtræde i den ny Banks Direktion, men ogsaa at formaa daværende Statsgældsdi-
lektøi Martin Levy til at ombytte sit statsvigtige Embede med Posten som Direk-
tøi i den nye Privat-Bank. Unægtelig Navne, som vejede til, lødige Navne — saa
dei nu med Sandhed kunde tales 0111 »Valuta, som Banken ejer«.
Men foruden den personlige »Aaluta« skulde der, som sagt, ogsaa skaffes haand-
gribelig \ aluta i rede Mønt og det endog rigeligt. Tilmed kunde det danske Penge­
marked slet ikke bruges hertil, da alt skulde foregaa hemmeligt, indtil Aabenbarel-
sens Dag kom. Altsaa maatte der nødvendigvis tyes til Udlandet. Baade Adler selv
og det ansete Bankierhus Smidt & le Maire, som blev draget med ind i de Indviedes
snæ\ie Kieds. havde nu ogsaa nok af fine udenlandske Forbindelser, saa der alt­
saa for saa vidt intet var i Vejen, og Tiderne var desuden gode. Men Ulykken var,
f J“St 1. hme »GrOnderaars Halvfjerdsernes første, kunde de gode Tyskere ikke vel
" ,** ± * T e Ci saa storl åretagende som det, her var Tale om, uden at tjene
aa selve St,tteisen. Del stemmede nu ikke rigtig med D. B. Adlers danske Forestil-
n g p Crab, „ nu alhd være saa „egennyttige herhjemme, Begreberne Sam-
fiuub-Vei og gralu synes c« knyttede saa uløselig sammen. Men denne Gang hjalp