efter den lange Nedgangsperiode efter hans Død om
sider kom en Mand til, der fattede hans geniale Aand
og formaaede med tilsvarende Styrke at løfte hans Arv
og bære den frem til vore Dage.
Det var to omtrent samtidig indtræffende Begiven
heder i Landets og Fabrikens Historie, der blev skæbne
svangre for en videre Udvikling af Københavns Porce-
lain i næsten trekvart Aarhundrede.
Den første var Slaget paa Reden 1801 . Den anden
var mere intern, men ikke mindre katastrofal for Fa
briken. 1802 blev Müller af Kongen »fritaget for det
daglige Arbejde« og trak sig tilbage fra Ledelsen, til
hvilken han havde udpeget Professor
I. G. L . Manthey.
Selv fik han Sæde i Fabrikens Bestyrelse med Gage som
hidtil og blev som yderligere Hædersbevisning udnævnt
til Ridder af Danebrogs Ordenen med den - som han
skriver i sin Selvbiografi - for ham »særdeles ærefulde
Omstændighed at have været blandt de første, som der-
udi er bleven optaget«. Allerede ved Fabrikens Start
var han bleven udnævnt til Justitsraad. At han maa have
følt Udnævnelsen til Ridder som en velfortjent Løn for
sine Anstrengelser forhindrer ikke, at han ogsaa har følt
Savnet af det daglige Arbejde, idelig skabende og virk
som som han var trods sine 70 Aar. Forskellige Breve
fra hans Haand i den attenaarige Periode fra hans A f
gang til hans Død vidner derom. Men endnu haand-
gribeligere Beviser paa Savnet af
ham
foreligger i den
Kendsgerning, at saavel Fabrikens Kapacitet som Pro
dukternes kunstneriske Kvalitet hurtigt gik tilbage og
endte i den rene Nytteproduktion af efterspurgte Salgs
varer.
____________________________
L3
____________________________




