115 / 297
92
I FÆDRELANDETS TJENESTE
og i den forøvrigt saa sørgelige Tid ha r det sikkert været ham en Glæde, da Biskop
Martensen den 28 Avgust 1864 kunde indvie den gjenopførte Slotskirke. Men hvad
der herved var naaet, var kun et lille Skridt fremad. Der stod meget tilbage, og Jacob
sen saa det. Saa bestilte han 23 bibelske Malerier, der hørte til Bedestolens Udstyrelse,
og han bestilte dem hos ingen ringere end Carl Bloch, den unge opdukkende Mester,
der lige havde fuldendt sit store Billede af den til Klippen lænkede Prometeus, som be
fries af Herakles. I et Brev af 26 April 1867 skriver Bloch: »Jeg længes efter at tage fat
paa Bedestolens Malerier«, og i et andet Brev fra September 1869 hedder det: »Om
nogle Dage skal de fem Malerier, der ere færdige, ud til Frederiksborg og sættes op«.
Bedestolen blev imidlertid ikke det eneste Bum, der kom til at nyde godt af Jacobsens
Gavmildhed, her maa ogsaa nævnes baade Riddersalen og »Rosen«. Den ivrige Inter
esse, som Slottets livlige og energiske Arkitekt, Professor F. Meldahl nærede for det
store Arbejde, han var sal i Spidsen for, smittede. Jacobsen stod en Tid køligt overfor
ham. Han mente, at Meldahl, der som kongelig Bygningsinspektør havde med det kon
gelige Teater at gjore, burde have taget hans Parti i Foyer-Sagen, men dette Indtryk
udviskedes forholdsvis hurtigt. Den fine Elskværdighed, Meldahl var en Mester i at
udfolde, gjorde sig gjældende. Jacobsens Breve til ham vise det; fra at være mere for
melt holdte Skrivelser blive de efterhaanden fortrolige Meddelelser. Jacobsen lærte at
vurdere Meldahls Dygtighed; han stolede beundrende paa ham og ydede villigt sta
digt voxende Summer til Slottets Udstyrelse. De offentlig tegnede Bidrag slog ikke
til, Indtægten fra Frederiksborglotteriet (ogsaa kaldet Kunstflidslotteriet) gik nedad,
men Jacobsens Trofasthed voxede. Medens han indtil 1867 havde ydet 4200 Kr. til
Slotsarbejdets Fremme, ydede han fra 1867-1877 84,445 Kr. og i Tiaaret 1877-1887
endog 594,115 Ivr., ogsaa er heri endda ikke medregnet, hvad han gjennem Carlsberg-
fondet ydede til Museet, efter at dette var blevet oprettet, de to Institutioner fik nem
lig med hinanden at gjore.
Det skjonne, minderige Slot var gjenrejst, men kun en ringe Del af dets Indre sat
istand, og de forhaandenværende Midler lovede i saa Henseende kun lidt. Skulde da
Slottet blive staaende som en tom Skal med nøgne Mure og raa Bjælkelag, eller skulde
de ledige Rum en Gang friste til et eller andet tilfældigt Brug for at spare en Udgift til
Lokaler andensteds? Sporgsmaalet herom paatrængte sig Jacobsen. Slottet var et h i
storisk Mindesmærke, der burde holdes i Ære, Kristian IV’s Tid var en stor Tid, som
det gjorde godt at erindre, men — det Samme kunde siges om en Række andre Min
der, som det var værd at bevare, som det danske Folk altid burde have Rede paa, og
saa kom Tanken om, at disse Minder maatte kunne samles og ordnes i det tomme Slot.
Hermed var Tanken om et nationalhistorisk Museum paa Frederiksborg født, Tanken
om et Museum, der kunde have løftende Indflydelse paa den danske Folkeaand.
Den Første, Jacobsen henvendte sig til herom, synes at have været Etatsraad Mel
dahl. Som Slottets Arkitekt maatte han udarbejde en Plan med tilhørende Overslag til
Kongeflojens formaalstjenlige Indretning. Der maatte saa ske en Henvendelse til Ko
miteen for Frederiksborgs Gjenopførelse; den skulde lade Sagen gaa videre til Inden
rigsministeriet, der igjen skulde forelægge Kongen den. Og Alt udvikledes nu hurtigt.