104 / 134
ÅRENE EFTER SOCIALREFORMEN
K. K. Steinckes socialreform af 1933
Ved fattigloven af 1891 havde man slået den første afgørende
breche i det gamle system, at al offentlig hjælp var at betragte
som fattighjælp. I de år, der fulgte efter, gennemførtes en lov
givning, der lidt efter lidt begrænsede den egentlige fattighjælp.
De gamle var den befolkningsgruppe, der først blev unddraget
fattigvæsenet, og understøttelsen voksede med tiden og omdan
nedes i 1922 til en fast aldersrente. Gennem udbygningen af
sygekasserne, som fik statstilskud fra 1892, kunne man komme
de mennesker til hjælp, som på grund af sygdom havde vanske
ligt ved at klare sig. Også disse kunne i vid udstrækning undgå
at måtte overtages af fattigvæsenet. Sammen med sygekasse
hjælpen udbyggedes en understøttelse uden fattighjælps virk
ning for invaliderne. Man fik endelig en ordnet ulykkesforsik
ring og senere en arbejdsløshedsfosikring. Dette i forbindelse
med hjælpekasseinstitutionen medførte ligeledes indskrænkning
i tildeling af almindelig fattighjælp. Også den stadige udbyg
ning af børnelovgivningen trak i samme retning. Medens man i
1895 udbetalte almindelig fattighjælp til ca. 3 pct. af befolk
ningen, var procenten i 1920—21 faldet til 0,73 pct. Den steg
ganske vist i de følgende år som følge af efterkrigstidens økono
miske kriser, men udviklingens hovedlinie var dog klar. Fattig
hjælpen var blevet trængt afgørende tilbage, og andre former
for offentlig understøttelse trådt i stedet.
Udbygningen af den danske sociallovgivning havde fundet
sted etappevis over en periode på ca. 40 år, og de mange be
stemmelser var fastlagt i et betydeligt antal love, som gjorde
den daglige administration vanskelig. A t tilvejebringe en større
101