Previous Page  116 / 134 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 116 / 134 Next Page
Page Background

strækning som muligt at udføre et arbejde. I den almindelige

bevidsthed var det at modtage hjælp af det offentlige deklasse-

rende, og fattiglemmer ansås for borgere af anden klasse. Man

havde bl. a. ingen valgret, hverken til rigsdagen eller de kom­

munale råd. I de sidste årtier af 1800-tallet begyndte den opfat­

telse at gøre sig gældende, at man måtte skelne mellem værdige

og uværdige trængende, og ved alderdomsunderstøttelsesloven

og fattigloven af 1891 blev det for første gang fastslået ved

lov, at der var visse grupper af trængende og bestemte former

for trang, hvor understøttelse kunne gives uden den almindelige

fattighjælps virkning. I de følgende 40 år byggede man videre

på dette grundlag, og ved socialreformen af 1933 blev det under­

streget, at der kun under ganske bestemte forudsætninger kunne

gives fattighjælp. Det normale var herefter, at en understøttelse

blev givet uden fattighjælps virkning.

I de mange år, hvor vi her i landet har haft en offentlig un­

derstøttelse i trangstilfælde, har hjælpen taget sigte på at skaffe

den trængende husly, det daglige brød, hjælp i sygdomstilfælde

og begravelseshjælp. Denne fuldstændige hjælp blev dog kun

givet de allerdårligst stillede, nemlig de gamle og invaliderne,

og selv over for disse var man yderst påholdende. Ingen skulle

falde for fristelsen til i utide at ansøge det offentlige om hjælp.

Lidt efter lidt mildnedes indstillingen over for de trængende, og

forsørgelsen blev mere rundelig. Man fastholdt dog stadig det

princip, at der ikke kunne være tale om andet end tilfredsstil­

lelse af de absolut nødvendige livsbehov.

I dette synspunkt er der i den sidste menneskealder sket en

afgørende ændring, som i høj grad er kommet de grupper af

trængende til gode, hvis forhold navnlig er behandlet i denne

fremstilling. Man finder ikke, at samfundet har gjort sin skyl­

dighed over for de gamle eller over for de invaliderede ved blot

at sikre deres daglige eksistens. Det moderne velfærdssamfund

bør også gøre en positiv indsats for at give deres liv et menne­

skeligt indhold. Tidligere ansa man, at man havde gjort sin

skyldighed, når forsorgen var i orden. Nu er man klar over, at

man også bør vise omsorg, eller sagt på en anden måde: man

113