116 / 134
strækning som muligt at udføre et arbejde. I den almindelige
bevidsthed var det at modtage hjælp af det offentlige deklasse-
rende, og fattiglemmer ansås for borgere af anden klasse. Man
havde bl. a. ingen valgret, hverken til rigsdagen eller de kom
munale råd. I de sidste årtier af 1800-tallet begyndte den opfat
telse at gøre sig gældende, at man måtte skelne mellem værdige
og uværdige trængende, og ved alderdomsunderstøttelsesloven
og fattigloven af 1891 blev det for første gang fastslået ved
lov, at der var visse grupper af trængende og bestemte former
for trang, hvor understøttelse kunne gives uden den almindelige
fattighjælps virkning. I de følgende 40 år byggede man videre
på dette grundlag, og ved socialreformen af 1933 blev det under
streget, at der kun under ganske bestemte forudsætninger kunne
gives fattighjælp. Det normale var herefter, at en understøttelse
blev givet uden fattighjælps virkning.
I de mange år, hvor vi her i landet har haft en offentlig un
derstøttelse i trangstilfælde, har hjælpen taget sigte på at skaffe
den trængende husly, det daglige brød, hjælp i sygdomstilfælde
og begravelseshjælp. Denne fuldstændige hjælp blev dog kun
givet de allerdårligst stillede, nemlig de gamle og invaliderne,
og selv over for disse var man yderst påholdende. Ingen skulle
falde for fristelsen til i utide at ansøge det offentlige om hjælp.
Lidt efter lidt mildnedes indstillingen over for de trængende, og
forsørgelsen blev mere rundelig. Man fastholdt dog stadig det
princip, at der ikke kunne være tale om andet end tilfredsstil
lelse af de absolut nødvendige livsbehov.
I dette synspunkt er der i den sidste menneskealder sket en
afgørende ændring, som i høj grad er kommet de grupper af
trængende til gode, hvis forhold navnlig er behandlet i denne
fremstilling. Man finder ikke, at samfundet har gjort sin skyl
dighed over for de gamle eller over for de invaliderede ved blot
at sikre deres daglige eksistens. Det moderne velfærdssamfund
bør også gøre en positiv indsats for at give deres liv et menne
skeligt indhold. Tidligere ansa man, at man havde gjort sin
skyldighed, når forsorgen var i orden. Nu er man klar over, at
man også bør vise omsorg, eller sagt på en anden måde: man
113