117 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
sønner og nogle svigerdøtre. Sønnernes mindetavler er numme
rerede: iste søn, 2den søn, o.s.v., og hver af dem bærer en hæd
rende indskrift. Det er godt gammeldags patriarkat, oven i købet
i sin orden her, hvor tavlen over »iste søn« bærer denne indskrift:
»Christian Jurgensen Thomsen.
De danske Oldtidsminders Sam
ler og nidkjære Væ rg e .
Hans Land eiede i ham en kjærlig
Søn, - hans Slægt og Venner en trofast Støtte, - Kunst og Viden
skab en ædel Dyrker og Beskytter, - hans Undergivne en mild
og rettænkende Leder. - Derfor vandt han megen Hæder og
Hengivenhed - i levende Live og efter Døden et Eftermæle —
der skal naae til sildige Tider«. For en gangs skyld en lovprisning,
der vist i det store og hele kan attesteres - ikke mindst ordene om
eftermælet. Nationalmuseet, nu Danmarks stolthed, er hans værk,
som han ikke blot grundlagde, men oparbejdede, skønt indsamling
af oldtidsfund egentlig smagte romantikken for meget af det
forrige århundredes rationalisme. Det var, typisk nok, Rasmus
Nyerup, der arbejdede for ideen og fik Thomsen anbragt på
lederpladsen. De romantiske digtere, derimod, rynkede på næsen
ad beskæftigelsen med alt dette »gamle ragelse«. For dem var det
pedanteri, men eftertiden har måttet give Thomsen, Worsaae og
de andre videnskabsmænd ret. Ved deres arbejde er vor viden
om fortiden blevet større og dybere. Det Thomsenske gravmæle er
i vore dage blevet istandsat af Nationalmuseet.163
Søger man ad stien skrås til højre for dette gravsted og derefter
mod øst, vil man —omtrent midt på denne afdeling —ved en af de
stier, der leder over til hovedvejen, passere en lille hvid tavle med
navnet
Johan Krohn.
Det er skolebestyreren, der kendes af alle
Danmarks børn som forfatter til »Peters Jul«.
Ude ved selve hovedvejen står et meget stort og bredt monu
ment i rødlig sandsten med et relief, på hvilket en olding vejleder
et barn, åbenbart i botanik. Det andet monument på graven er
Ix7