93 / 129
de Lejlighed til ikke blot at gen se en Række
fortræffelige tidligere Arbejder men tillige til
at forundres over, hvilke Udkast der var b le
vet refuserede til Fordel for saa fornærmelige
Produkter som de fornyligt figurerende Plaka
ter, f. Eks. »Ridderen af Randers Bro« og »D. K.
Bouillon-Tærning".
Aarets Plakatproduktion har ikke bragt nye
N avn e frem, om end der er foregaaet en væ
sen tlig Forskydning
af
Produktiviteten
blandt de førende
Kunstnere. Ej heller
syn es Plakatkünsten
at have vundet sy n
derligt Terræn, hver
ken indenfor sit fore
løb ige Speciale: For
lystelsesp lakaten e l
ler paa det Felt, der
f. Eks. i T yskland er
baade det vigtigste
og
m est typiske:
H and elen og Indu
strien.
Kun faa Teatre har
fundet A n ledn ing til
at søge kunstnerisk
A ssistance vedFrem-
stillin gen af deres
Plakater.
E
r n s t
Å
k e r b l a d
og H. E.
M
e l c h i o r
har med
sæ d van lig
sikker
Streg og
usikker
Farvesans leveret et
Par Plakater til S ca
la og den sidste tillige til Thaliateatret, og
O
l u f
N
i e l s e n
et Par ret ligegyld ige til Fønix-
teatret og T ivoli Varieté; selv
B
ø g e l u d s
Evner
sy n es at komm e til kort over for denne Opgave,
hvad hans Plakat for Tivoliteatret giver et b e
klageligt Bevis for.
Anderledes forholder det sig med Biograf
teatrene, hvis Interesse for at illustrere Program
mets døde Tryksværte syn es i glæ delig Stigning.
Ganske vist betegner den store, hypp igst an
vendte Sværms Arbejder kun en saare svag
og utilstrækkelig B egyndelse, men bør dog h il
ses ven ligt som saadan.
N oget højere — m en bortset fra et um isk en
deligt Anlæg for Portrætlighed — mere haand-
væ rksmæ ssig end kunstnerisk staar
E
r n s t
Å
k e r b l a d
,
hvis Produktion er i stadig Stigen.
D o g bærer
S
v e n
B
r a s c h
’
s
ugentlige Plakater
for »World Cinema« indtil videre Prisen, ved
deres Overholdelse af et vist Fæ llespræg, en
diplomatisk Placering af den sørgeligt nød v en
dige trykte Programtekst og et sm agfuldt Valg
af Farver og Farvesamm enstillinger. Man kan
maaske nok med nogen Grund hævde, at d isse
Plakater har lige saa lidt med virkelig T egn e
kunst at gøre som Konditorernes Iskagefigurer
med Skulptur, men de besidder i al Fald v isse
utvivlsomm e øjenfangede Egenskaber i Farve
og L inier, der fremhæ ves lige fortræffeligt af
S
v e n
B
r a s c h
’
s
Streg
og den anvendte Li
noleum steknik. Og
adskillige af disse
Arbejder, f. Eks. P la
katen for F ilm en
»M illionær en gros«
med de udsparede
G lan slys og den d e
likate violette Farve,
der i den rette Af
stand giver en glim
rende plastisk Virk
n in g, staar betyde
ligt over Kollegernes
uformuende Forsøg.
Men endnu m ang
ler
de
hjem lige
Filmsplakater, b aa
de kunstnerisk og
bogstaveligt, de store
D im ensioner, som
de enkelte tyske P la
kater, der underti
den giver et paa
samm e Gang beun
dringsværdigt og b e
skæmm ende Gæ ste
spil paa vore Billedteatres Fasader, til Evidens
beviser.
D en yngre T egnekunsts Primas
V
a l d e m a r
A
n d e r s e n
har i Løbet af de sidste halvandet
Aar kun præsteret en eneste Plakat, den n yd e
lige Propagandaplakat for den sønderjyske
Indsam ling, et Arbejde, hvis L inoleum sfeknik
ikke ganske syn es at passe til den tilstræbte
Virkning og ganske udelukker eller forgrover
Farveovergangene.
A
x e l
N
y g a a r d
har indenfor samm e Tidsrum
udfoldet en usædvanlig, m en stadig desværre
kun altfor ringeV irksomhed. Plakaten for »Ge
orge Dandin« i sit u sæ dvanlig store Format in-
deholdl en fortræffelig T egn ing i denne Kunst
ners Yndlingsfarver grønt og blaat, men var
desværre blevet i den Grad overanstrængt med
Tekst, at hele nederste Fjerdedel af Plakaten
87
O
l u f
N
i e l s e n