17 / 219
M A T T H I E U T O Y O N
For at undgå misforståelser tilføjer han anmodning om tilladelse
til at sælge vin i huset »en gros et en detail«, vel vidende, at det
var på dette punkt, at den kongelige nåde skulle skærme ham for
vintapperlavet.
Toyons ansøgning blev forelagt Conseillet i. april 1722 af over
sekretæren i Danske Kancelli Frederik Rostgaard, der netop havde
succederet Ditlev Wibe i denne stilling. Ansøgningen blev sendt til
magistratens erklæring.
Magistratsherrerne bekræfter, at den frihed, Matthieu Toyon
søger, nemlig at holde et stort publique værtshus, har afdøde Jø r
gen Jørgensen og hans efterladte enke, der endnu lever, i mange
år været beneficeret med, og deres hus i Højbrostræde har væ
ret privilegeret som Stadens Værtshus. Men enken er nu en
gammel svag kone, der ikke som i forrige tider kan accommodere
gæsterne.
Det er derfor efter magistratens mening meget fornødent, at
der bliver indrettet endnu et privilegeret hus.
Men hvad angår tilladelse til at indføre vin her til staden og
udsælge i store og små partier, så gør magistraten opmærksom på,
at det strider imod vintapperlavets privilegier.
Hvad enten det nu er Toyon selv eller Rostgaard, der har pro
duceret et præcedens, så ligger der i sagen en afskrift af det kgl.
missive af 27. november 1703, der tillod Etienne Capion at ud
skænke vin i store og små partier, skønt han ikke var udlært fas
binder, men til gengæld var reformert ligesom Toyon.31
Nådens sol tilsmilede også Matthieu Toyon, og 17. april 1722 fik
han sit privilegium, hvorefter han befriet for alle byens bestillinger,
kontributioner og forretninger ikke blot måtte holde værtshus, men
også skænke og falholde vine, »alligevel hand ei fasbinderie lært
haver«.32 Og borgerskab som traktør fik han 29. april 1722.
Om »Københavns våben« skriver Carl Bruun, at »til de bedre
l 5