212 / 219
G U S T A V S C H E R Z
viden om den kgl. anatoms virksomhed.51 Endelig må ikke glem
mes den dåbsliste, Liber baptizatorum, som jesuitermissionærerne
førte under deres tjeneste som gesandtskabskapellaner. Listen fin
des i dag i den katolske St. Ansgars-Kirkes arkiv, og de fire gange,
hvor Stensen er indført som gudfar, fortæller en del om hans om
gangskreds i hine to år.52
Vi hentydede ovenfor til to strømninger af københavnske følel
ser over for Stensen i tidens løb: Den, som ene og alene beundrer
hans videnskabelige værk og med det for øje ser bort fra eller
glemmer hans konversion og hans farvel til naturvidenskaben, og
den, hos hvem modviljen mod hans overgang til den katolske tro
og hans senere apostolat præger indstillingen til Niels Stensen. Men
det ville være uhistorisk at se bort fra en tredje strømning hos hans
landsmænd, repræsenteret af folk, som uanset verdensanskuelse
med varm begejstring hylder Stensens hele personlighed. Denne
strømning viser sig især i det 19. og 20. århundrede. Lra dens re
præsentanter stammer de skønneste ord om Niels Stensen, og det
ville være forkert ikke at nævne et par af disse udsagn, som kan
siges at være »aere perennius«. Jeg tænker her på A. D. Jørgensens
mindeskrift om »Nils Stensen«, og især på hans afsluttende be
dømmelse: »Det vil være vanskeligt i få ord at sammenfatte be
tydningen af det menneskeliv, der således fandt sin afslutning. Den
sygelige dreng i guldsmedeboden på Købmagergade, studenten på
Københavns volde, den flittige gransker i Hollands læresale og i
Spinozas stue, den geniale opdager i Toskanas bjerge, den fint
dannede omgangsven af Italiens mest åndfulde mænd, den ydmyge
konvertit, den fattige vejrslagne biskop på en hollandsk fragtvogn,
fortæret af sin glødende iver og dog strålende af den indre glæde i
troens forvisning, —hvorledes skal alt dette kunne samle sig til et
eneste billede, til en enkelt personlighed? Og der er dog en enhed,
og en dyb sammenhæng, som ingen kan miskende. Det er den
210