40 / 219
C H R . G A N D I L
med en ansøgning,110 hvori han anførte, at hans forretninger ved
hoffet ikke tillod ham at besørge, hvad der krævedes i hans værts
husprivilegium af 20. februar 1739, og at ingen af hans børn efter
hans død kunne påtage sig det. Imidlertid skriver han videre i sin
ansøgning, at han har fundet en mand, nemlig Lars Hansen
boende i det såkaldte Fiskerhus uden for stadens Østerport, der er
habil og bekvem og vil købe hans gård på Østergade. For at denne
overdragelse kan komme i stand, er det dog nødvendigt, at kongen
tillader for det første, at Toyons privilegium følger stedet, så længe
det bruges til traktørhus og fremmedes indlogering, og for det
andet, at køberen får lov at indkøbe og udsælge vin og holde åben
vinkælder uden at have med vintapperlavet at bestille, noget, som
det ikke havde været nødvendigt at tillade Toyon, da han allerede
hertil var berettiget.
Magistraten anbefaler 1 1 . december 1747 andragendet, »end
skønt det strider mod de Vintapper Lauget her i Staden kongelig
allernaadigst meddelte Laugs Articler«.11 ‘
20. december 1747 fik Toyon sit andragende bevilget,118 blot
med den undtagelse, at toldfriheden til indførsel af møbler til
værtshuset bortfaldt, og 29. december 1747 fik Lars Hansen privi
legiet overført.
Mange år efter 119 - i begyndelsen af det 19. århundrede -
søgte kammerjunker Emil Scholten, ejeren af ejendommen, der
ved matriklen af 1806 havde fået nr. 53, at benytte sig af Matthieu
Toyons privilegium af 1739 til at forskrive vin uden at have noget
med lavet at gøre, men oldermanden gik imod og hævdede, at
rettigheden måtte være ophørt, da ejendommen blev udset til
»tempel for retfærdigheds håndhævelse«. Til denne sprogblomst
skal bemærkes, at ejendommen som nævnt blev købt til Hof- og
Stadsretten, nemlig ved skøde af 10. december
1 7 7 3
? tinglæst 10.
januar 1774, og solgtes 25. marts 1816 til kammerjunker Emil
38