42 / 219
C HR . G A N D I L
Medens han boede i Pilestræde, boede skrås overfor ham Frédé-
ric Lafont i Købmager kv. 72 i det hus, som Toyons svigerfader
Girard i 1732 købte. I 1 7 1 2 havde Lafont fået kgl. bevilling til at
indtages i vinhandlerlavet,1“8 men forretningen gik vist ikke særlig
godt, da han i 1724 fik to års moratorium for kreditorernes krav.129
Han var født 1675 i Frankrig og døde 9. april 1739 i København
og var gift med Anne Marguerite Jean (1689-1 736) .130
Mod et gældsbrev tinglæst 13. december 1734 ydede Toyon et
lån på 500 rdlr. courant til Frédéric Lafont, der på det tidspunkt
boede uden for Vesterport ved »Steenbroen«.131
Toyon som kalkfabrikant
Det var også i anledning af hjælp til en betrængt landsmand, at
Matthieu Toyon blev panthaver og senere medejer af kalkfabrik
ken uden for Østerport.
Efter Københavns brand i 1728 fik to franskmænd Felix du
Sart og Antoine Bonfils 15. marts 1729 privilegium på at anlægge
et kalkbrænderi og otte års eneret på at brænde kalk »paa en egen
besynderlig maade, som her i landet forhen ikke har været bruge
lig«, hvilket gådesprog vistnok betød med stenkul som brændsel.
Samtidig fik de overladt to kalkovne i Riisensteens bastion.132 30.
november 1 731 fik de to interessenter tilladelse til at flytte uden
for Østerport og et lån på 5000 rdlr. af den kgl. kasse, hvoraf
hvert år skulle tilbagebetales 1000 rdlr. Den 24. marts 1732, tinglæst
2. marts 1733, fik de skøde på en grund uden for Østerport til
hørende magistraten, og på den såkaldte Bådsmandsskanse blev
anlagt »Kalkfabriqven«, der senere kom til at hedde Det Gamle
Kalkbrænderi, beliggende for enden af Gamle Kalkbrænderivej.
Kalken blev brudt på Saltholm.133
Felix du Sart havde, kort forinden han fik kalkbrænderiprivi
40