163 / 248
- 154 -
holde ud, som overalt Spørgsmaalet atter og atter stiller sig frem
for Tanken: er ikke dog det rigtige, at vi gaa? Dog har jeg gen
tagne Gange haft den Trøst, at enhver af de ældre Søstre, som
jeg har omtalt denne Sag til, rned Oprigtighedens Udtryk indtræn
gende bad mig holde ud. Jeg har været tilbøjelig til ■at tro om
mange, at deres stille Ønske gik i en anden Retning, men efter
hvad der i denne tunge Tid er ytret, kan jeg ikke længere tro det,
og jeg vil ærligt tilstaa, at det har tjent mig til Beroligelse i mer
end een Henseende.«
Frk. C., 28. Aug. 1889: „Grev Moltke« — hvem hun imid
lertid havde besøgt for i Ro at tale med ham om denne Sag —
„fik mig til at indrømme, at
to
Søstre maatte til for en bedre Or
dens Skyld; dem se vi at faa hjem fra Jylland, naar Tiden er ud
løbet, og begynde saa i Guds Navn, som Deres Majestæt vil det.«
Dr.: „De skal se, alt vil gaa godt og til alles Gavn; en Ge
neral maa have Underkommanderende til eget Vel.«
Frk. C., lidt efter 7. Sept. 1889: „Til Deres Majestæts Fød
selsdag, som mit Hjerte var opfyldt af i Tak og Bøn, turde jeg
ikke fremsende min ringe Lykønskning, da jeg vidste, hvor optaget
hvert Minut af denne Glædesdag maatte være ved den store Kreds
af Børn og Børnebørn, som havde den Lykke at se Deres Maje
stæt i deres Midte, vel og kærlig som altid . . . Hvor er det dog
dejligt, at de alle ere samlede fra Verdens store Riger, de elskede
danske Prinsesser, at deres Hjerter altid drage dem og deres til
det Barndomshjem, der dannede dem i sand Kærlighed saaledes, at
de nu ere i Besiddelse af fremmede Nationers Kærlighed og Ære
frygt . . . . Jeg kan ikke undlade endnu en Gang at sige Tak af
inderste Hjerte for min allernaadigste Dronnings store Godhed imod
mig paa Sorgens Dag! Jeg har skrevet til de to Søstre, som vi tro
skikkede til at yde den attraaede Bistand. Fra den ene har jeg
faaet et forstandigt og kærligt Svar, hun kan komme i Oktober. Den
anden har endnu ikke svaret. Med Guds Hjælp vil det gaa og da
gavne vor Sag. - Vort lille Tebas Planer vil Deres Majestæt nok
være saa naadig at erindre, ved given Lejlighed.«
Dr.: „Min kære Søster Louise. Deres saa kønne Skrivelse har
\