158 / 248
- 1 4 9 -
Vanskeligheder af mere omfattende Art. Under Overlæge Holstein
var Behandlingen af nervøse Tilfælde blevet Specialitet for Diako
nissestiftelsens Hospital. Man kunde spørge, om dette var saa hel
digt for Søstrenes Uddannelse, idet de fik lovlig meget at gøre med
„indbildt syge", som man ikke skulde tro altfor godt, med forkæ
lede og blødagtige Naturer, der skulde hærdes og afvænnes, altsaa
som man ikke maatte være „altfor god" imod — hvilket System jo
let kunde virke mindre heldigt paa sædvanlige Sygehuse overfor
helt andre Patienter. Men om dette kunde forsvares, saa længe der
ingen andre Steder var til saadanne, blev det meget betænkeligt ved
de ikke faa virkeligt sindssyge, som trods alle Forsigtighedsregler
og paakrævede Lægeattester for det modsatte stadigt blev indlagte
- thi hvor er Grænsen ved de mange Overgangsformer, som net
op her findes? Men alle de Sikringsmidler og Rettigheder, som er
Sindssygeanstalternes Styrke og Hjælp —visselig ikke blot imod de
syge, men meget mere
for
de syge, til deres bedste — manglede
her: ikke et eneste Isolationsrum, ingen Døre eller Vinduer til at
stænge, ingen Indespærringsret. Alt maatte saaledes hvile paa Sø
strene — og en Søster kan jo dog ikke mere end et Menneske.
Et Tilfælde af denne Art var blevet bragt til Diakonissestiftel
sen, og Patientens Mand havde afnødt Forstanderinden Løfte om
en særlig Nattevagt til hans Hustru. Da det kom til Stykket, havde
der ingen saadan været at faa — man var næsten altid spændt for
til det yderste —, man havde maatte nøjes med de sædvanlige Nat
tevagter. Trods disses Paapassenhed havde Patienten om Natten for
ladt sin Seng og spaseret paa Gangen, iøvrigt uden at der skete
noget. Men da Manden fik dette at vide, gik han straks hjem og
skrev en lang Artikel i „Dagbladet", hvori han ikke alene fremsatte den
simple Kendsgerning, — som nok var en Undskyldning værd, —men
løst og fast af alt, hvad man sagde og mente om den Institution,
han dog selv havde søgt til i sin Nød som den eneste, der
vilde hjælpe ham. En kort Tilrettelægning af Husets Præst gav kun
saa meget mere Anledning til en hel Regn af Udgydelser, hvori
gamle Bitterheder og nye Anklager var samlede. De fleste var ano
nyme, men naar man kom ind til den til Grund liggende Historie,
afslørede den ofte mere Fejlene hos den anklagende Læge end hos
den anklagede Søster. Telegram: „De maa endelig sende en Søster
straks!" „Vi har ingen." „De maa i hvert Fald sende os en,