157 / 248
- 1 4 8 -
store Godhed, men vanskeligt ved den gode Greves Tilbageholden
hed: det faldt mig aldeles ikke ind, at hans Plan mere end den
første Gang skulde naa Deres Majestæt ved min Mund og Pen. -
Derimod tog jeg det for givet, at den vilde komme frem paa rette
Maade, naar denne, i Sandhed fromme og overalt værdige gamle
Herre var sine egne Tankers Talsmand, saavel overfor Deres Maje
stæt som overfor den store Verden, naar det Tidspunkt kom, at
dens Deltagelse skal vindes . . . . Imidlertid tror jeg, at Grev V.s
Beskedenhed vil være til at overvinde ved et lille Ord fra vor naa-
dige Dronning selv, om det gennem mit Ord kommer til ham!?
Mindre bred og mindre ængstelig vilde hans Udtalelser vist blive,
om de direkte turde henvendes til Deres Majestæt selv . . . "
Frk. C., 6. April 1889. Sagen er blevet gunstigt optaget og
med Held ført videre, siden Frk. C. under 6. April kan skrive til
Dronningen: »I Formiddags var jeg i Forværelset for at bringe
Deres Majestæt vedfølgende Ark, med det Spørgsmaal, om vi nu
maa begynde at sende dem ud i Verden, saaledes at de kan gaa
fra Haand til Haand (men hverken omsendes som Breve eller ved Bude
ombringes i Husene). Dernæst vilde jeg ogsaa tillade mig at spørge,
om Deres Majestæt vil have den Naade selv at sætte nogle Ark i
Bevægelse og da: hvor mange jeg maa sende?-Aldersgrænsen for
de unge tænkes fra det 10. til det 40. Aar." - I Dronningens Svar
læser vi: „Ja, send mig foreløbig eet for at se, om jeg
kan
udrette
noget; da jeg staar saa fjern fra Selskabet, har jeg kun ringe Lej
lighed; og derpaa kan jo skrives mange Navne, ikke sandt? - Bispen
Stein var hos mig, meget glad, og jeg sagde ham, at jeg særlig
anbefalede ham Diakonisserne, som det gik godt under den afdøde
(Biskop Sthyr), hvorpaa han forsikrede mig, at det aldrig skulde
komme udenfor hans Omsorg." —
Vi vil faa at høre om en eller anden Sorg, som denne ellers
gode og nyttige Forening kom til at volde Forstanderinden lige
imod hendes sidste Dage. Men fra helt anden Kant kom det Uvejr,
som slog saaledes ned over hende, at hun mente at maatte spørge
den samme Bestyrelse, der forrige Aar havde hædret hende med
en ret højstemt Takadresse, om hun ikke for Sagens Skyld burde
trække sig tilbage fra sin Gerning.
Anledningen var, som saa ofte, ret tilfældig, men viste hen til