197 / 248
- 188 —
Omraade, bl. a. Dørlaasene, som alle kan tages fra hverandre for at
rengøres. - Med Grev Moltkes Bo forhandlede Bestyrelsen om Over
tagelsen af det af hans to Søstre stiftede „
Moltkes Sygehjem“,
hvori
den fandt et passende Sted til Indretning af et i flere Aar paatænkt
Opdragelseshjem for
epileptiske Piger,
idet det tilsvarende for
Drenge knyttedes til Diakonhjemmet i Nyborg, og Dr. Sell optog
de voksne i sin paabegyndte Koloni Filadelfia ved Dianalund, kun
en Mil fra Moltkes Sygehjem. Samtidig blev, 1. December, den
første Søster sendt i
Sindssygepleje
til Oringe, hvor hun i et tidli
gere Aar selv havde været optaget som Patient. Det blev Begyn
delsen til en vanskelig, men derfor ogsaa særligt paa Diakonissestif
telsen kaldende Gerning, som nu har 7 Søstre virkende der i en
ny Afdeling, medens en lignende Styrke stilles af St. Lukas Stiftelsen
i den af os ved denne Lejlighed rømmede ældre Afdeling. - Ogsaa
paa
Marthahjemmet,
Kjøbenhavns Nørrebro, begyndtes den 1. De
cember med 2 Søstre, Forløbere for adskillige flere, som de efter
Haanden krævedes til Hjælp fra Grundlæggerne af den velindrettede
Virksomhed blandt fattige Børn og deres Hjem, Kommunelærerinde
Anna Sørensen og Kommandørinde Jessen f. Lyttichau, der ogsaa
har indsat Diakonissestiftelsen til Arving af den hele Anstalt og dens
Gerning. — Men ogsaa længere bort havde man Brug for dens
Søstre. 2 Diakonisser sendtes til
Thorshavn
paa
Færøerne,
den ene
til Sygehuset, den anden i Menighedspleje. Ja selv med
Island
knyttedes Underhandlinger gennem Biskop Hallgrimur Sveinsson og
Pastor Jon Helgason, i Anledning af, at Prof. Ehlers havde paavist
Spedalskhedens store og voksende Udbredelse — Theorien: Arve
lighed, ingen Smittefare! var dengang oppe, lige modsat Virkelig
heden — og paatalt Nødvendigheden af at bygge et Hospital for
dem; men man syntes ingen at have til at pleje dem, uden at der
skulde sendes franske Nonner derop. Saa laa det da nærmere, at
vi hjalp her fra Danmark, samme Rige og samme Kirke. Vi tilbød
uden Vederlag at modtage unge islandske Kvinder, uddanne dem
til Sygeplejersker og, dersom det var nødvendigt, give dem et Par
danske Diakonisser i Følge, naar de drog hjem til Arbejdet. Her
blev da ogsaa i de følgende Aar uddannet ikke faa islandske Syge
plejersker; men de derfra udtalte Betænkeligheder, blandt andet
hentet fra Sprogforskellen, fik desværre Magt til at hindre Udsen
delsen af de danske Søstre, og uden en saadan direkte Hjælp lod