20 / 248
- 11 -
hende »for lidt bestemt, fast og afgørende« og »altfor svag paa
Sjæl og Legeme til at kunne paatage sig et saadant Hverv". — — —
»Frygten for, at jeg ikke er den rette Personlighed dertil,
trænger i disse Dage fra alle Sider ind paa mig; jeg anser det
derfor som en hellig Pligt at gøre Deres kongelige Højhed bekendt
med mine Bekymringer: de kære fromme og erfarne Mennesker her
kunde heller ikke vinde nogen Tillid til min Evne at gennemføre
saa vanskelig en Sag, de er forskrækkede over min Svagelighed og
tror mig maaske derfor udygtigere, end jeg dog egenlig er. End
videre kunde de, saa lidt som Blædel, tro, at den rette Time og
Maade fra Gud er kommet for Diakonissegerningen i Danmark.
Vel kende de Forholdene kun af vore Meddelelser, men paa mig
har det gjort et stærkt Indtryk, at de er kommet til samme Resultat
som vore troende Præster hjemme! Min egen Tro paa det mod
satte er vel ikke bleven rokket derved, men jeg finder dog: en
Mening, der opstaar hos Herrens kæreste Børn, som
se
med Aan
dens oplyste Øje, er af for stor Vægt til at kunne forbigaas med
Tavshed. Jeg vil visselig ikke i formastelig Egenvilje tro mig stærk
og duelig, hvor jeg ikke er det, men jeg vilde ogsaa nødig af Mod
løshed unddrage mig fra et Kald, som altid har været min højeste
Glæde. — I dette Øjeblik var gamle Pastor Härter*) her; jeg sagde
ham, hvad jeg var i Begreb med at skrive, og han svarede, at det
var Ret, og at jeg ganske burde lægge det i Deres kongelige Høj
heds Haand, men og at det
kun
var min legemlige Svaghed, der
lod ham frygte, at det ikke vilde gaa, at han holdt af mig, og at
jeg maatte se det som et Bevis derpaa, at han holdt det for sin
Pligt at tale oprigtigt med mig. — Jeg vil altsaa holde mig ganske
rolig og ikke skrive til Darmstadt om Optagelse der, førend jeg har
modtaget Deres kongelige Højheds Afgørelse og videre Befaling.
Til den 24de i næste Maaned antager jeg, at vi kunne blive her,
saa er det netop tre Maaneder, siden vi kom. — — — Skulde
Deres kongelige Højhed imidlertid komme til den Beslutning ikke at
turde begynde med mig, saa falder Turen til Mühlhausen“ ) bort
som unødvendig, og saa maa jeg jo komme tilbage, saa snart jeg
kan. At dette vilde være mig en rigtig Hjertesorg i enhver Hen-
*) Grundlæggeren af Diakonissehuset i Strasborg.
**) Hvor de ellers skulde hen.