16 / 248
- 7 -
væsenet*) er vækket til nyt Liv ved Synet af den Stockholmske An
stalt, det sporer jeg tydeligt, og at jeg vilde være
ubeskrivelig
glad,
om det virkelig blev mig forundt at tjene Herren paa denne Maade,
er ganske vist." --
At det efter denne Rejse — fra hvilken i Parenthes bemærket
de to Damer bragte Halvdelen af Rejsepengene urørt tilbage — blev
Louise Conring,
som Prinsessen udsaa til at føre Sagen videre, kan
ikke undre os.
Umiddelbart inden sin Afrejse til Tyskland fik Frk. Conring
følgende Billet fra Prinsessen:
„Jeg sender Dem hermed et Stykke Papir, Baronesse Hoch-
schilt tilstillede mig, og De maaske har Brug for. Pengene sender
jeg om nogle Dage. Men tør jeg bede, at De
ikke afrejser
, hvis
det stormer som idag, og at De ikke er for økonomisk af Sam
vittighed for Pengene. Alle mine Ønsker følger Dem, og min Tak
for Deres venlige Assistance i disse Bestræbelser at grunde et saa
velsignet Værk kan jeg kun
svagt udtale; en højere Løn bliver
Deres Del.
Louise Pr. t. Danmark."
Den 1ste Juni 1862skriver Frk. Conring fra Strasborg ud
førligt til Prinsessen. Hun skildrer sit Besøg i Diakonissehusene
i Hannover og Darmstadt og sit Ophold i Strasborg, hvor hun skal
gennemgaa det attraaede 3 Maaneders Kursus. I Hannover fandt
hun i Konsistorialraad Uhlhorn, den berømte Forfatter til „Kristelige
Kærlighedsgerninger", den ideale Sjælesørger: „Gud give, vi havde
en saadan hos os!" Derimod saa hun næppe saaledes paa For
standerinden, siden hun skriver: „Uden at ville udtale nogen Dadel
over Hannover, maa jeg kun sige, at jeg vilde have følt mig meget
ulykkelig, om jeg skulde have bleven der." I Darmstadt traf hun
enForstanderinde, „som
ret er saaledes, som en Forstanderinde
bør være. Uden nogen i Øjne faldende personlig Elskværdighed,
end mindre Ynde, afnøder hun dog Enhver
hjertelig
Højagtelse ved
*) Allerede som ganske ung Pige havde en hende tilfældigvis i Hænde
kommet Beretning om Diakonisseanstalten Bethania i Berlin vakt hendes
glødende Kærlighed til en Sag, som hendes Svaghed dengang gjorde hende
det umuligt at hengive sig til.